Tintin, paradigmeskift og flyvende tallerkner

Flyvende tallerkner har været en del af Jordens kulturhistorie i henved 70 år. Mere præcist siden den amerikanske pilot Kenneth Arnold så en flok såkaldt "flyvende tallerkner" på en flyvetur over Cascade Mountains i staten Washington den 24. juni 1947. Alle mulige vegne – fra film, over tegneserier og computerspil, til skønlitteratur – har UFOer vedholdende besøgt den menneskelige fantasi. 

Tintins oplevelser

Det blev jeg mindet om, da jeg fornylig genlæste Hergés uforlignelige album Rute 714 til Sydney. Udover at værket er lydefrit – fantastisk tegnet, usandsynligt velkomponeret og virkelig morsomt – fylder flyvende tallerkner også en stor del af plottet. 

Tintin og kaptajn haddock er på vej til en international rumfartskongres i Sydney (de var jo de første mennesker på Månen) og møder under en mellemlanding den ekcentriske – og meget barnlige – rigmand Carreidas. Carreidas er på vej til samme kongres og de bliver inviteret med i hans privatjet. Undervejs bliver flyet kapret med det formål, at kidnappe Carreidas. Flyet lander på en ø, hvor der viser sig at ligge et gammelt tempel under jorden, som i årtusinder er blevet besøgt af rumvæsener. 

Når Tintin og co. finder det underjordiske tempel skyldes det en mand ved navn Mik Ezdanitoff, der samarbejder med rumvæsenerne og som via et lille apparet monteret på sine briller guider dem dertil telepatisk. Historien ender med et dramatisk vulkanudbrud, som Tintin og co. bliver reddet fra i en flyvende tallerken. 

Forståelse i skred

Historien er ikke blot klassisk Tintin, men også klassisk UFO-fantasi, byggende på en blanding af UFO-rapporter og Erich von Däniken, som blev kendt for at postulere, at der findes allehånde arkæologiske spor efter besøg af rumvæsener helt tilbage til forhistorisk tid. Som sådan er historien god underholdning og endnu et eksempel på de flyvende tallerkners store appel til menneskelig forestillingskraft. Og som sådan ville jeg indtil for ganske nyligt blot have læst den. 

Men for ikke meget mere end omkring to ugers tid siden, skete der et skred i min forståelse af UFO-mytologien; et skred som jeg helt afgjort ikke er den første der er blevet ramt af. Et skred som har fyldt mig med lige dele vantro og forundring – og stor nysgerrighed.

Et nyt fænomen dukker op

I 2005 skrev jeg mit magisterkonferensspeciale i religionsvidenskab om de religiøse aspekter af søgen efter intelligent liv i rummet. Siden har jeg i perioder forsket i astronomi- og rumfartshistorie, samt kulturelle og religiøse forestillinger, som knytter an til disse områder. 

Hvor UFO-religioner på tidspunktet for mit speciale syntes at være ganske godt beskrevet, kastede jeg mig over mindre åbenbare koblinger mellem det ydre rum, videnskab, kultur og religion. UFO-fænomenet har jeg altid haft et øje på, og det har ofte slået mig, hvor nært fænomenet synes knyttet til mit forskningsområde, og ind imellem undret mig over den distancering til fænomenet der har hersket i mainstreamvidenskaben.

Det var derfor ikke underligt, at jeg godt for et par år siden blev opmærksom på "disclosure"-begrebet indenfor UFO-området, opblomstringen af fænomenet "exopolitik" – samt nogle grynede videoer, som der skulle være legitime, militære optagelser af UFOer – eller "UAP" (Unidentified Aerial Phenomena), som de nu i stigende grad bliver kaldt. 

Men da UFO-området altid har været sekundært ift. mit forskningsfelt, og jeg desuden pr. automatik anså nyhedshistorierne for tvivlsomme, var det ikke noget, jeg dykkede ned i.

Hvad er det, som foregår?

Det var derfor først, da jeg fornylig gav podcasten Flyvende tallerken på DR en chance, at cigaren, om jeg så må sige, eksploderede i hovedet på mig. Jeg har nu hørt hele første sæson og set dokumentarfilmene Bob Lazar, Area 51 and Flying Saucers (2018) af Jeremy Corbell, The Phenomenon (2020) af James Fox (samt hans tidligere film UFOs: 50 Years of Denial (1997), Out of the Blue (2003), I Know What I Saw (2009), Cosmic Whistleblowers af Simon Sharman (2015), samt dramatiseringen af den berømte alien abduction-historie om Travis Walton, Fire in the Sky (1993), samt googlet emnet på kryds og tværs. 

Og jeg må sige, at jeg er lige dele rystet og fuld af spørgsmål. For hvad er det lige som foregår? Et billede begynder så småt og tegne sig, hvoraf jeg blot nævner et par få punkter: I 2017 udgiver New York Times artiklen 'Glowing Auras and 'Black Money': The Pentagon's Mysterious U.F.O. Program' skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Med artiklen følger også nogle videoer, som skal være optaget af amerikanske jagerpiloter og afbillede UFOer.

Impulsen til denne artikel kommer i høj grad fra den franske COMETA-rapport fra 1999, skrevet af tilsyneladende legitime videnskabs- og militærfolk, som konkluderer, at den eneste holdbare forklaring på UFO-fænomenet er den "ekstraterrestriale hypotese"; dvs. at de er fartøjer, der ikke har deres oprindelse på Jorden. 

I halen på New York Times-artiklen fulgte, at Pentagon i 2020 verificerede tre optagelser af fartøjer, som ikke blot tilsyneladende opfører sig intelligent, men også på måder, som fuldstændigt strider mod, hvad der inden for en normalvidenskabelig forståelsesramme er muligt. 

Et medielandskab i forvandling

Herefter har en sand flodbølge skyllet over medielandskabet, med flere og flere højtstående (ofte tidligere) militær- og efterretningsfolk, der kommer med diverse "disclosure"-statements vedrørende UFO/UAP-fænomenet, nogle yderst effektive dokumentarfilm, samt en voksende tendens til, at selv mainstreammedier som DR giver grønt lys for en seriøs behandling af emnet i form af podcasten Flyvende tallerken (hvor astrofysiker Anja C. Andersen er medvært). 

Det afgørende "tipping point" har, såvidt jeg kan se, været, at det amerikanske militær har indrømmet, at de har et UAP-undersøgelseprogram kørende og for første gang nogensinde har verificeret optagelser af UFOer og dermed erkendt, at der flyver objekter rundt i Jordens luftrum, som vi ikke har nogen forklaring på. Og resultatet har været startskuddet på, hvad der ligner et paradigmeskift i forståelsen af fænomenet. 

Emnet er ved at løsrive sig fra den stigmatisering, som det (af mere eller mindre gode grunde) har haft i akademiske og videnskabelige kredse, samt i seriøse nyhedsmedier, siden fænomenet første gang blev beskrevet. En stemning af, at utrolige hemmeligheder snart vil blive afsløret breder sig i medierne. Det skyldes ikke mindst den rapport  som de amerikanske efterretningstjenester skal aflevere til kongressen i løbet af juni i år, hvori der skal redegøres for den nuværende viden om UAP. 

Religion og rummet

Hvad alt dette åbner op for, finder jeg såre interessant. Jeg har altid ment, at der er forestillinger, visioner og teorier inden for felter så som rumfart og SETI (søgen efter intelligent liv i rummet), der udviser karaktertræk, der kunne minde om religion, ja, endda kan opfattes som en religion i egen ret ("det ydre rums religion", som jeg i mangel af bedre har kaldt det) – men også, at det i så fald var en religion, som (i en vis forstand og med en række modifikationer) kunne vise sig at blive til virkelighed. 

Men i bund og grund er det et syn på sagen, som er født af en opsplitning af religion og videnskab som to inkommensurable områder. Der findes mange eksempler – typisk fx indenfor visse typer af spekulativ populærvidenskab – på at grænserne mellem religion og videnskab bliver omtrent ligeså grynede, som de nu verserende optagelser af UAP. 

Eksplosioner og paradigmeskift

Vi befinder os lige nu i en art eksplosion og midt i skyen af støv og stadigt hvirvlende murbrokker, er det meget svært at se, hvordan landskabet vil se ud, hvis og når den har lagt sig. Feltet står pivåbent, og hvad der er konspirationsteorier, simpel fup, New Age-okkultisme, apokalyptisk religion og videnskabelige fakta, er meget svært at se. 

Mit bedste bud er, at det er lidt af det hele og det er der måske i virkeligheden ikke så meget nyt i. Det nye er følelsen af det paradigmeskift, som rammer en, når man netop nu dykker ned i emnet. En følelse der gør, at der er ting, man pludselig ser i et nyt lys. Som når man f.eks. læser Hergés historie om Tintin, Rute 714 til Sydney, og tænker: Nå ja, sikken et eventyr. Men måske er det ikke så langt ude endda. 

___________

Følg med på bloggen her, hvor næste indlæg går mere i dybden med, hvad et muligt 'paradigmeskift' på UFO-området kan betyde.

Consider Iain M. Banks

Den skotske forfatter Iain (M.) Banks kundgjorde d. 3. april 2013 på sin hjemmeside, at han havde kræft i galdeblæren, leveren og adskillige lymfeknuder. Allerede d. 9. juni samme år døde han. Det var en sorgens dag for litteraturen og måske især for science fiction-genren.

Kosmisk håndkantslag

Læseren må have mig undskyldt at jeg træder ud af karakter som forholdsvist nøgternt registrerende skribent og ind i rollen som klagekorsdirigent – men med Banks (f. 1954) har jeg noget i klemme. Siden mine tidlige tyvere fulgte jeg ham og den første af hans bøger jeg læste, var science fiction-romanen Spilleren (The Player of Games, 1988). Den var en håndkantslag lige ned midt gennem hjernen og ud i universet. Heady stuff.

Banks på Edinburgh International
Book Festival i 2009 (Wikipedia).

Siden læste jeg mainstream-romanen Hvepsefabrikken (The Wasp Factory, 1984), som indkapslede et barneunivers så genialt og nøgternt, som næppe en dråbe harpiks om en myg kunne have gjort den kunsten efter. Og efter den, hele sci-fi-striben af Culture-romaner (fra sf-debut-braget Consider Phlebas (1987), til Surface Detail (2010) –  The Hydrogen Sonata fra 2012 har jeg endnu til gode – samt de enkeltstående sci-fi-romaner uden for Culture-universet, med et par af mainstreambøgerne smidt ind for good measure (Espedair Street (1987); Whit, or, Isis amongst the unsaved (1995); The Business (1999); Transition (2009)).

Men hvad er – var – det med Banks?

Elektrisk stimulans

Han kunne skrive, så man blev magisk kildret i hjertekulen, elektrisk stimuleret i hjerneregionen – og så man lå flad af grin på divanen, mens fotonerne pisker ind ad vinduerne i kosmisk samdrægtighed. Han havde rock’n’roll i sit sprog. Han kunne skrive gedigent gribende mainstreamromaner, med et dybdeborende gotisk twist – og så kunne han skrive hatten ned om ørerne på samtidens sci-fi. At der også altid var en tilpas mængde stoffer og sex og vold leveret på en for én gangs skyld smagfuld måde, ja, det gjorde da heller ikke noget.

Meget litteratur læser man fordi det er interessant, kan lære en noget, siger noget om en tid eller et tema. Banks læste jeg fordi jeg følte mig talt direkte til, uden de store dikkedarer. Og hvis de var der, var det sjove dikkedarer, kan man sige. Altid rasende intelligent, altid super sexet, altid hyper opfindsomt, altid dystert realistisk. Og hvem kan stå for det? Jeg kom til at føle mig generations-forbundet med ham – selvom han var tyve år ældre.

Humanoidt utopia

Banks skrev under to forskellige, omend uhyre lidt forskellige, navne. Iain Banks var hans mainstream-litterære navn og Iain M. Banks blev så hans science fiction-forfatternavn, som han altså bl.a. skrev sine berømmede Culture-bøger under. “The Culture” – en super-avanceret fremtidscivilisation af humanoider; ikke homo sapiens, men dog meget tæt på (i en af Culture-bøgerne, jeg husker ikke hvilken, siger Banks at den humanoide form er et naturligt kosmisk svar på evolutionens problematik fra universets side).

Et utopia styret af the Minds, superintelligente rumskibe (hvis absurd morsomme navne er en saga for sig!), hvor energiproblemet er løst, hvor alle har genmanipulerede og forstærkede superkroppe og lever mindst 500 år; nærmest kommunistisk i sin idealistiske ligelige fordeling af alle økonomiske, materielle og teknologiske goder til alle indvånere, og dermed også talerør for Banks egne venstreorienterede holdninger.

Det lyder ikke som om der kan foregå de helt store, spændende ting i dette univers, vel? Men det gør der, for der er intriger, krige med andre civilisationer og først og fremmest the Cultures sektion for kontakt og dens møder med ikke-Culture-samfund. Det er her det brænder på og det narrative spændingsfelt i Culture-romanerne knitrer: forholdet mellem den paradisiske utopis potentielle sterilitet og de “faldne” verdeners frodige og forfærdelige primitivitet. Ren Star Trek, men i dén grad ført up to date.

Det nyeste nye

Måske bliver dette inspirerende brydningspunkt intet sted så tydeligt, som i novellen “The State of

Forsiden til The State of the Art.

the Art” fra novellesamlingen af samme navn (1991), hvor the Culture er nået frem til Jorden. Her demonstrerer Banks “the state of the art” inden for science fiction-genren – og får mulighed for at diskutere Jordens status i en større kosmisk sammenhæng. Og således skærer Banks ind til benet af genren, nemlig den filosofiske, til tider ligefrem religiøse, diskussion af hvilken rolle mennesket skal have i den fremtid, som teknologien synes at give os mulighed for at stræbe efter.

Banks var ateist og ofte, både i sine bøger og i interviews, stærkt kritisk over for religion. Samtidig er der næppe noget sted i hans produktion, som så smukt demonstrerer sci-fi-genrens gæld til den judæisk-kristne apokalypse. Læseren bliver nemlig gennem historien bragt op til den privilegerede overbliks-position over Jorden, hvorfra fortid og fremtid kan overskues, hvor den endelige dom finder sted (eller som her: forhales) og hvorfra guddommelig – læs: superavanceret teknologisk indgriben – er mulig. Og hvorfra de retfærdige kan skelnes fra synderne.

Poetisk retfærdighed

Temaet for novellen er, hvad the Culture skal stille op med planeten Jorden, og den håbløse, løbske, sadistiske og selvdestruktive mesterrace, menneskeheden, som bebor den. Skal de give sig til kende og lempe Jorden ind i det galaktiske samfund? Skal de vente og sprænge atommissilerne på deres vej mod målet i sidste øjeblik og således tvinge menneskeheden ind i den kosmiske fold? Eller lade os udleve vores skæbne på egne præmisser, som et kosmisk kontrolforsøg? Skibets Mind holder på det sidste, og novellens hovedperson, Diziet Sma, på det første. Og selvfølgelig er det skibet, der får det sidste ord, som den Olympens øverste gud, som det er.

Vi følger Smas overvejelser og parallelt med hende Dervley Linter, en kontakt-agent der vælger at hoppe af til Jorden. Som englen i Wim Wenders Himlen over Berlin (1987) vælger Linter at lade sig berøve de fleste kropslige forstærkninger og falde ned til den menneskelige eksistens’ sørgelige forfatning. Han er blevet håbløst forelsket i Jordens frygtelige og frodige paradoksalitet, hvor ondskab og kærlighed findes side om side i hvert enkelt øjeblik. Til sidste vælger han ligefrem at blive katolik, lige inden den poetiske refærdighed træder i kraft og han bliver dræbt under et røverisk overfald i en baggyde i New York. Uden skibets indgriben, som han har frabedt sig.

Postmoderne mytterist

Novellens tredje centrale skikkelse er Li, der er et grotesk-humoristisk spejlbillede af Linter. Li er en liderlig opportunist, som, når han ikke prøver at komme i bukserne på Sma, er travlt optaget af at prøve at overtage magten på skibet fra the Mind (en halsløs gerning, som alle ved er en joke) og dermed også få autoriteten til at beslutte, hvad der skal gøres med Jorden.

Li har et stykke tid hygget sig med at gå iklædt Kaptajn Kirks Star Trek-uniform, men da han inviterer alle rumskibets besætningsmedlemmer til en fantastisk middag, er han iført en rumdragt á la Rumrejsen 2001, med Flash Gordon-lyn henover brystet, Spock-agtig grøn hud og spidse ører (også fra Star Trek), og svingende et Star Wars lyssværd (et ægte lyssværd, fremstillet af skibet).

Sidste del af middagen er en pikant dessert bestående af kunstigt kød dyrket på celler fra et passende udvalg af Jordens diktatorer. Og så præsenterer Li sin enkle og elegante løsning, nemlig at sende et lille sort hul ind i midten af Jorden, som ganske enkelt vil opsluge kloden, samtidig med at balancen i solsystemet vil forblive så godt som uforstyrret. Total destruktion, end of story. Men ingen tager ham selvfølgelig alvorligt og da slet ikke skibet, som ingenlunde har tænkt sig at overgive kommandoen til denne postmoderne mytterist.

Kosmisk kontroleksperiment

Hverken Sma eller Li får altså deres vilje. Jorden henlægges som en form for kontroleksperiment for the Cultures kontakt-sektion, for måske mange tusind år ude i fremtiden at blive opsøgt og vurderet igen. Og det er vel historiens morale: At valget er vores. Vi kan vælge at blive de retfærdige og påbegynde udviklingen mod at blive som the Culture. Eller vi kan løbe linen ud, som de syndere vi allerede er og udslette hinanden, ødelægge alle økologiske nicher og dræbe alle dyr.

I sin grundform på ingen måde en nyskabende historie. Men fortalt med det sproglige drive, og den humor og opfindsomhed, hvori Banks originalitet og talent ligger – og som for længst har sikret ham en tindrende plads på science fiction-genrens himmelbue.

________________

Noter:

Litteratur:
Iain M. Banks (1993 [1991]), "The State of the Art" i The State of the Art, London: Orbit.

Kreuziger, Frederich A. (1986), The Religion of Science Fiction, Ohio: Bowling Green State University Popular Press.

BBC 4 har i øvrigt lavet en rigtig god adaption af Banks "The State of the Art", se http://www.bbc.co.uk/programmes/b00hv1dz.
Illustration: "Aristarchos" af Les Edwards, brugt som forside til Banks' The State of the Art.

Bemærk: Dette blogindlæg er en let redigeret udgave af et næsten identisk indlæg, som første gang blev bragt på astrokulturbloggen på videnskab.dk d. 17. april 2013. 

De tusinde fuck-ups filmatisering

En af filmplakaterne for Valerian.

Filmatiseringen af tegneserien Linda og Valentin - Valerian and the City of a Thousand Planets, der netop har haft premiere - er det måske hidtil værste makværk, som den franske instruktør Luc Besson har præsteret. Og det er en slem skuffelse, når man betænker det unikke forlæg for filmen.

Europæisk science fiction
Tegneserierne om Linda og Valentin (på fransk: Valérian) var - og er - et vigtigt europæisk bud på en virkeligt original science fiction-vision. De første striber så dagens lys i 1967 på fransk, men det var først med Carlsens albumudgivelser fra 1975 og frem, at serien for alvor slog igennem i Danmark.

Hvis man, som jeg, var barn i 1970erne, læste tegneserier, og havde hang til eventyrlige fortællinger, vil man vide, hvilken kraft der var i fortællingerne om Linda og Valentin. Men det var dog ikke kun i 70er-børns fantasi, at serien fyldte - den kom også til at påvirke en af de største og mest mægtige rummyter gennem tiden.

Frigjort kvindesyn
Serien skal nemlig have påvirket Star Wars-filmene visuelt, og måske også den første Alien-film. Men det var i sit udgangspunkt en meget europæisk vision af rummet, som Linda og Valentin bragte på bane. Og så var den præget af det værdisæt, som voksede frem på den progressive venstrefløj.

Blandt andet var samspillet mellem hovedpersonerne i høj grad præget af et frigjort, ja, feministisk kvindesyn. For selvom Linda så afgjort er fotomodellækker, er hun også den, som i både det professionelle og personlige forhold til Valentin har støvlerne på, og bestemmer hvor skabet skal stå.

Ikke sjældent er det Valentin som er den vattede og autoritetstro, og Linda som er den, der handler resolut, og i øvrigt anser Valentin for lidt af en sinke.

Oprør mod teknokratiet
På den ene side er Linda og Valentin, som så meget anden science fiction, fetischistisk optaget af fremtidens teknologiske muligheder. Deres rumskib er sejt, deres våben mægtige, og deres beherskelse af tid og rum suveræn. Men samtidig fylder de mange verdners flora og fauna - og kultur - enormt meget i de fleste album.

Linda og Valentin er agenter for Galaxity, en fremtidig jordisk superteknokratisk civilisation, og har til opgave at springe i rum og tid, for at løse diverse opgaver - og sikre den rette fremtid for Jorden. Men ofte er Linda kritisk overfor Galaxitys ikke så sjældent kyniske agenda, og prøver at påvirke tingene i en mere "blød" retning.

Gennemført idioti
Luc Bessons filmatisering af Linda og Valentin skulle bygge på to album i serien, De tusinde planeters imperium og Skyggernes ambassadør. Det er dog, såvidt jeg kan se, i det store og hele plottet fra Skyggerne ambassadør, som udgør en slags springbræt for filmen.

For mere er det ikke end et springbræt. Og det utrolige er, at Besson formår at tage stort set hver eneste originale ide eller hændelse, og gøre den banal og uinteressant. Samtidig med, at han i samme digitale pennestrøg fjerner alt, hvad der er charmerende, progressivt og nytænkende i de oprindelige tegneserier.

Hvor dynamikken i de oprindelige tegneserier mellem Linda og Valentin er sjov og kønsrolle-kreativ, så er Valentin i filmen blevet forvandlet til fuldstændigt forudsigelig actionhelt, og Linda er ikke - bortset fra lidt postuleret edge - stort mere end ungt kød på dåse.

De oprindelige album

Forsiden til den danske udgave af De tusinde 

planeters imperium.

I filmen er Valentin på jagt efter Linda, som er forsvundet, og kommer i sin søgen ind på et bordel, hvor et amøbisk formskiftervæsen, der har forvandlet sig til Rihanna, udfører det mest hysteriske poledancingshow for ham. Dette er i tegneserien lige omvendt; her er det Linda der søger efter Valentin, og hende der møder de formskiftende amøber i form af en lille flok gude-lækre mandlige oldgrækere. Men dette har åbenbart været for underligt for Besson, som - måske i et forsøg på at sikre sig publikums interesse - foretrak et stripshow med en popstjerne.

Og hvor de mange forskellige ikke-jordiske væsener i tegneserierne fascinerer ved deres mangfoldighed og underholder med et satirisk twist, er to at de vigtigste racer i filmen forvandlet til enten latterligt karikerede New Age-elvere, eller groteske genopførelser af svundne tiders portrættering af afrikanere.

Forsiden til den danske udgave af Skyggernes 

ambassadør

Ud over dette er der, tilsyneladende på må og få, rykket rundt på vinkler og aktører i forhold til den oprindelige historie - og dét på en måde, som ingen mening giver. For rent faktisk besidder hvert af de to album virkeligt gode historier, troværdige miljøer og interessante plots, som det er ubegribeligt, at Besson har formået så konsekvens at fucke up. Ja, man kunne måske sige, at det er det eneste, der egentlig imponerer ved filmen: Den konsekvens hvormed den fuldstændigt udraderer sit forlæg.

70er-retromesterværket vi ikke fik
Nej, hvad Besson burde have gjort - og hvad der måske engang er en virkeligt original filmskaber, der gør - var at følge de oprindelige tegneserier ganske minutiøst. Og så have spillet på netop det retro-70er-univers, som tegneserierne jo er rundet af.

I stedet for de dårlige pophits, og den egentlig ikke så dårlige instrumentalmusik, der er komponeret til filmen, skulle Besson have trukket på space jazz (tænk på Sun Ras optræden i et af de første Linda og Valentin-album, Storbyen der druknede!), 70er-funky pornodisco, samt det enorme arsenal af retro-rumlyde, som man kan trække på helt tilbage til 1950erne.

Dernæst burde han have dæmpet den hysterisk-digitale farvepalet betydeligt, og igen måske trukket på den 70er-æstetik, som gennemsyrer tegneserierne. Og endelig skulle han have opretholdt den balance, som findes i tegneserierne, mellem humor, satire, alvor, uhygge og spraglet, kosmisk craziness.

Havde Besson gjort det, tror jeg - paradoksalt nok - at filmen ville have fremstået langt mere aktuel og interessant, end det endte med at være tilfældet. Og jeg tror, at man alligevel ville have set, hvor fremsynet serien var.

De astrokulturelle rester
Ja, man kan jo altid kloge sig på, hvad andre burde have gjort. Og egentlig ligger det langt fra denne blogs formål, at komme med smagsdomme over de astrokulturelle artefakter, vi her graver frem.

Så lad det da til sidst være sagt, at uanset de narrative og æstetiske valg, som Besson har foretaget med sin filmatisering, og som fuldstændigt korrumperer det oprindelige forlæg, udgør filmen et interessant kildemateriale. Om ikke andet fordi den altså gør et slags forsøg på, at videreføre og udbrede kendskabet til det europæiske rummytos, som Linda og Valentin udgør.

At det så mislykkes totalt, ja, det er strengt taget en anden sag - omend det nok ikke ligefrem har befordret udbredelsen af kendskabet til Linda og Valentin.
______________________

Noter
Udover flittig læsning af de oprindelige Linda og Valentin-album, støtter denne blogpost sig i høj grad til det danske ComicWiki-opslag om Linda og Valentin.

Bessons filmatisering af Linda og Valentin er i øvrigt ikke den første; i 2007 producerede den franske Canal+ en animeret manga-inspireret udgave af serien, der endte med 40 afsnit. Den hedder Time Jam: Valerian & Laureline.

Skaberne af Linda og Valentin, Pierre Christin og Jean-Claude Mézières, er for øvrigt forlængst ophørt med at tegne serien, og har foreløbigt givet stafetten videre til Manu Larcenet, som på fransk udgav L'Armure Jarkolass (da. Jarkolassens rustning) i 2011. Stilistisk og indholdsmæssigt fører dette serien i en meget anderledes retning.