Bob Lazar og UFO-vidners troværdighed

Hvad er fakta og hvad er paranoia, ønsketænkning og fup? Det er spørgsmål, som det er svært at få hold på, når man bevæger sig ind på UFO/UAP-området. I det følgende har jeg ikke så meget mine religionsvidenskabelige briller på, som jeg bruger min sunde fornuft til at se nærmere på Bob Lazar, som spiller en prominent rolle i UFO-mytologien.

Lavinen begynder at rulle

I 2017 kom artiklen “Glowing Auras and ‘Black Money’: The Pentagon’s Mysterious U.F.O Program” i New York Times, skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Denne artikel satte gang i, hvad man måske kan kalde en form for paradigmeskifte ift. UFO’er, som nu er blevet noget helt almindelige mainstreammedier behandler seriøst. 

Godt et år efter kom Jeremy Corbells film Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers (2018). Filmen lå en årgang på Netflix og har også spillet en væsentlig rolle ift. at sætte UFOerne på det mentale landkort –f.eks. ved at inspirere Frederik Dirks Gottlieb til at lave DR-podcasten Flyvende tallerken.

Bob Lazar og de flyvende tallerkner

Bob Lazar stod første gang frem i 1989 (under dæknavnet ”Dennis”) med en historie om, at have arbejdet på en ud af ni eksisterende flyvende tallerkner på den hemmelige base ”S4” nær Area 51 ikke langt fra Roswell i New Mexico. De flyvende tallerkner var af udenjordisk oprindelse, og Lazar kom til at arbejde med fremdriftssystemet på en af UFOerne (som han kaldte ”sportsmodellen”). 

Bob Lazar

Opgaven var at ”reverse-engineer” (på dansk noget i retning af “omvendt konstruktion”) fremdriftssystemet – altså, ved at studere systemet blive i stand til at bygge det selv. “Motoren” var et anti-tyngdekraftsmaskine, der fik energi via en antistof-drevet nuklear enhed, der skulle køre på grundstof 115 – et grundstof man faktisk senere har fremstillet her på jorden (og nu er at finde i det periodiske system) men ikke i den stabile form, som Lazar skulle have arbejdet med.

UFO-vidners troværdighed

Det var en Las Vega-baserede tv-journalist George Knapp, som bragte Lazars historie, som gik verden over. Siden har George Knapp blevet ved at stå ved sin kildes troværdighed – på trods af manglen på konkrete beviser og det faktum, at Lazar er blevet beskyldt for at være fupmager. En ting er hans påstande om arbejdet med udenjordisk teknologi, som i sig selv selvfølgelig kan siges at være temmelig vilde – men der er også andre problemer, så som at der er en del ikke-verificerbare huller i hans historier om uddannelsesbaggrund.

Nu er det jo ikke fordi at hele UFO-spørgsmålet afhænger af en person som Bob Lazar. Men når man betænker den opmærksom, som Corbells film har givet ham – og at indflydelsesrige og populære podcasts som The Joe Rogan Experience og Flyvende tallerken på DR tager ham seriøst – er han alligevel interessant at kigge nærmere på.

Corbells film gør et stort og meget effektivt arbejde for, at gøre Bob Lazar til en troværdig person. Og det er jo indlysende at troværdighed er et begreb, som ofte er i spil på et område med så svært verificérbare påstande, som på UFO-området. Og det er præcis begrebet ”troværdighed” jeg vil se nærmere på ifm. med Lazar.

Når man – som jeg – har set en god portion ”dokumentar”-film på UFO-området og hørt diverse podcasts, er der et par typiske udsagn, som sætter sig fast på trovædighedsområdet. Nemlig at det taler for folks troværdighed, at de

• fortæller deres historie på en enslydende og konsistent måde over mange år
• ikke har nogen økonomiske interesser i at promovere deres historie
• egentlig slet ikke ønsker at få den opmærksomhed, som de gør

Konsistens på tværs af tid 

Vedrørende det første punkt, så tyder forskning på, at folk der lyver faktisk er ligeså konsistente i deres historier over tid, og faktisk ofte mere, end folk der fortæller sandheden. Det betyder at Bob Lazars evne til at fortælle sin historie på samme måde og med samme indhold over tid – som fx i Corbells film fremhæves som bevis for hans troværdighed – ikke nødvendigvis er tegn på, at historien er sand.

Jeg har da også meget svært ved at forestille mig, at en intelligent og viljefast person med en god hukommelse ikke skulle være i stand til at finde på en historie, og så fortælle den relativt ens hver gang over mange år. Det er selvfølgelig givet, at en historie, som hver gang bliver genfortalt på helt nye måder, med nye eller helt åbentlyst selvmodsigende begivenheder, vil virke utroværdig. Men ikke desto mindre øger konsistens over tid altså ikke Lazars troværdighed.

Økonomiske interesser

Vedrørende det andet punkt ovenfor, bliver det i det over to timer lange interview Joe Rogan lavede med Jeremy Corbell og Bob Lazar fremhævet, at Lazar ikke har nogen økonomisk interesse i at sprede sin historie. Men det er ikke helt korrekt. Om det vitterligt er sandt, at han ikke har modtaget betaling for være hovedperson i Corbells film og fx selv betalte sine flybiletter ifm. med Rogans interview, som det bliver sagt i Rogans podcast, ved jeg ikke. Men at Lazar slet ingen økonomiske interesser skulle have i promoveringen af sin historie, er et statement med modifikationer. 

Bob Lazar tegner sin UFO - tager fra "Area 51"-siden.

Det eneste man behøver at gøre, er at finde hjemmesiden for Lazars firma United Nuclear frem. Her er en side dedikeret til “Area 51”, hvor man kan købe diverse artefakter relateret til Area 51 (og altså ikke “S4”, hvor Lazar påstår han egentlig arbejdede). Der er skilte, t-shirts og kopper og plakater for Corbells film om Lazar. Og så kan man købe håndsignerede tryk at Lazars tegninger af den flyvende tallerken han påstår at have arbejdet på. Desuden har Lazar for nylig udgivet sin selvbiografi, Dreamland.

Med mindre Lazar altså ligefrem skulle donere de penge, der kommer ind på disse genstande og bogen, til andre end sig selv, så er det simpelthen ikke korrekt at sige, at Lazar ikke har økonomisk interesse i sin egen historie. Og hvis det nu fx var tilfældet, at han donerede pengene til godgørende formål – mon så ikke det ville stå på hjemmesiden?

Den ufrivillige profet

Endelig er der det tredje punkt, som skal bevise UFO-vidners sanddruelighed, nemlig at de slet ikke ønsker den opmærksomhed, som deres historie giver dem. I Joe Rogans podcast bedyrer Lazar at han hader at være i offentlighedens søgelys og i Corbells film fremstilles han som en nærmest modvillig deltager i dokumentaren. Men ret beset er det jo næsten lidt morsomt, at man kan falde for dette statement – når det fremføres i en film, som ryger på Netflix, eller i en podcast med et hav af lyttere.

Hvis Lazar virkelig ikke brød sig om opmærksomhed ville han selvfølgelig ikke være gået med til at optræde i Corbells film eller Rogan’s podcast. Eller udgive en bog om sine historier. Man kunne måske til nøds købe historien om, at det er for at fortælle verdens befolkning sandheden om, at en amerikansk magtelite er i besiddelse af flyvende tallerkner af udenjordisk herkomst, som er blevet holdt skjult. 

Men det forklarer vel ikke ligefrem nødvendigheden af at sælge håndsignerede tegninger af UFOer eller kaffekopper med flyvende tallerkner. Historien om den modvillige profet og selvopofrende kosmiske whistleblower er smuk, og kan måske virke overbevisende når man først lige møder den. Men det er ikke andet end en påstand.

Sund skepsis

Corbell kan på nok så mange måder tegne et portræt af en Lazar som hyggeligt hjemmemenneske, der har en kone der tror på det han siger, har kolleger der tror på ham, venner der tror på ham (som George Knapp siger i filmen: Jo nærmere folk kommer på Lazar, jo mere tror de på ham). Men at Lazar muligvis er en hyggelig fætter og at hans nærmeste tror på ham, er altså ikke noget bevis for at det han fortæller er sandt. 

Det er lidt ligesom med de indirekte beviser for Lazars videnskabelige kunnen: Uanset hvor mange gange vi i Corbells film skal se ham køre på selvbyggede raketcykler, eller se ham lave fyrværkeri eller nusse med letvægtsmetal i sit firma – så er det altså ikke noget der beviser, at han faktisk var i stand til at foretage videnskabeligt arbejde ifm. fx partikelacceleratoren på Los Alamos.

I tider hvor den tidligere leder af AATIP-programmet i Pentagon, Luis Elizondo, påstår af det amerikanske militær er i besiddelse af ”eksotisk materiale” (altså materiale af udenjordisk oprindelse må man formode) skal man måske passe på helt uden videre at rubricere udmeldinger som Bob Lazars som det rene fup. Men set ud fra en kritisk betragtning bygger rehabiliteringen af Lazar i mine øjne på et alt for spinkelt grundlag, som mere er af retorisk og æstetisk art, end det består af egentlige beviser. Derfor mener jeg, at man bør bevare en sund portion skepsis overfor Lazars historie.

Paradigmeskift og verdensrummet i den kollektive bevidsthed

Efter godt et halvt års tid, hvor jeg har fulgt med i der verserende UFO/UAP-debat, sidder jeg tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Jeg har set diverse dokumentarfilm og -serier, læst artikler, set nærmere på relevant litteratur og lyttet til DRs podcast Flyvende tallerken. Og er blevet lidt, men ikke meget, klogere. 

UFOer - fup eller fakta?

Hvad der dog synes sikkert er to ting: For det første er der et eller andet uforklarligt på færde, som involverer teknologi og/eller fænomener, som vi ikke umiddelbart kan forklare inden for det verdensbillede, der pt. er videnskabelig konsensus om. Og for det andet er 

En af de videoer, skudt af en jagerpilot,
som Pentagon har sagt god for.

UFO/UAP-området så fyldt med usandsynlige historier, fupmagere, (bevidste eller ubevidste) løgnere, (UFO-) religiøse fanatikere, tvivlsomme personager og “UFO-forskere” med en så skræmmende mangel på kritisk tænkning og metodik, at det må mane til eftertanke. 

UAP-feltet er ekstremt svært at vurdere. Hvad er fup-optagelser og hvad er virkelige optagelser af fænomenet, hvor stor tiltro skal man have til øjenvidenberetninger, hvilke af de mere eller mindre konspirationslignende teorier skal man tro på, hvilke interesser har centrale personer i sagen, hvad ved folk rent faktisk, og hvad er bare noget de ønsker, håber eller frygter? Det er spørgsmål som har enorm relevans i disse såkaldt post-faktuelle tider – tider som netop gør besvarelsen af spørgsmålene svære. 

UFOer og religion

Ud fra mit synspunkt - som religionsvidenskabelig forsker, der i lang tid har beskæftiget sig med gråzonerne, eller overlappene, mellem rumfart, teknologi og religion - kan det i en hvis forstand være ligemeget, hvad der evt. måtte være faktuelt korrekt og hvad der måtte være det pure opspind. Hvis der er noget der ligner religion, så kan man analysere det, og give et bud på hvorfor det ser ud som det gør og hvilken funktion det har. Her er UFO-fænomenet oplagt at kaste sig over. 

Men selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om der er en eller anden virkelig, påviselig, faktuel kerne i UFO-fænomenet – heller ikke når man analyserer det religionsvidenskabeligt. Og der i adskiller det sig ikke fra andre, lignende undersøgelsesområder. F.eks. er det af ret stor betydning for forståelsen af Apollo-astronauten Edgar Mitchells religiøse samadhi-oplevelser på vej til Månen i 1971, at han sad i en aldeles virkelig Saturn V-raket. Ikke fordi dét nødvendigvis gør hans oplevelser hverken mere eller mindre virkelige, sande eller hallucinatoriske – men fordi det giver en ret væsentlig kontekst til at forstå, hvordan Mitchell fortolkede sin oplevelse. 

Ligesådan er det selvfølgelig ikke uvæsentligt om der rent faktisk suser objekter rundt i vores atmosfære (eller verdenshave), som stammer fra andre tider/dimensioner/planeter end vores egen. Analogien til Mitchells religiøse rumoplevelser er selvfølgelig langt fra symmetrisk, men pointen er: På den ene side kan forestillinger omkring UFO/UAP-fænomenet analyseres som religion, uanset hvor virkeligt eller uvirkeligt fænomenets ‘kerne’ måtte være. På den anden side må ens analyser i en eller anden grad korrigeres, hvis vi fx en dag skulle finde ud af, at den er god nok: Vi bliver rent faktisk besøgt at rumvæsener, der ligner små, grå skævøjede nisser.

Det kunne jo eksempelvis gøre, at man måtte fjerne sig fra visse typer af spørgsmål, så

En af utallige afbildninger af
en såkaldt "grey alien".

som: Hvorfor ser/hallucinerer/opfinder folk (rum)væsener af denne tilsyneladende ret specifikke type? Og over mod andre spørgsmål, så som: Hvorfor udløser lige præcis denne type af væsener bestemte type af religiøse oplevelser? Uanset hvad: Det relevante i det religionsvidenskabelige perspektiv forsvinder ikke, selvom man skulle finde ud af, at fænomenet i en eller anden grad er virkeligt. Og når det er sådan er det selvfølgelig fordi, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem løgn og religion – ikke uden at forsimple tingene i en grad, som gør både fænomen og analyse langt mindre interessant og forståelses-udvidende, end de kunne være. 

UFOer og paradigmeskiftet

Som jeg tidligere har været inde på, synes der at være sket et paradigmeskift ift. UAP-fænomenet. Flere og flere mainstream-medier behandler emnet, politikere (i det mindste amerikanske) begynder at tage fænomenet seriøst og vi nærmer os et punkt, hvor det er ved at blive et blandt mange mulige samtaleemner, som helt almindelige mennesker kan tage op omkring middagsbordet. 

Thomas Kuhn, der introducerede begrebet paradigmeskift, brugte det i et opgør med en forståelse af videnskaben som noget, der stødt og kumulativt udvikler sig i én stadig opadgørende kurve. I stedet foreslog Kuhn, at der er lange perioder råder en “normalvidenskab” der domineres af et bestemt paradigme, som også danner rammen for, hvordan man fortolker videnskabelige fakta. Når der på et givet tidspunkt er tilstrækkeligt mange “anomalier” – dvs. observationer, der ikke passer ind i det gældende paradigme – sker der før eller siden ske en revolution og et paradigmeskift - og en ny forståelsesramme vil lægge sig ned over de hidtil akkumulerede fakta. 

Et skred i den kollektive bevidsthed?

Når jeg taler om paradigmeskift ift. UFO-fænomenet, så taler jeg dog ikke om det paradigmeskift, der kunne indtræde i videnskaben, hvis det nu skulle vise sig, at der eksisterer teknologi, der kan ophæve tyngdekraften og warpe tid og rum. Jeg taler mere jordnært om det faktum, at der i den kollektive bevidsthed så småt synes et skred igang, som gør, at UFO-fænomenet begynder at antage et helt andet seriøst og sandsynligt skær, end det i en ganske lang periode har haft. 

Om dette skift på en eller anden måde kunne tænkes at være forbundet med de enorme kraftspring, der i øjeblikket sker på rumfartsområdet, er en tanke værd. Måske sker der for tiden det, at alle ting forbundet med rummet (som UFOer og flyvende tallerkner jo er det, uanset om det så er faktuelt eller ej) ligesom begynder at blive mere synlige for det kollektive (medie-) øje. Det er i hvert fald som om begge dele er ved at finde vej ind i den kollektive diskurs og folk begynder at ane en relevans, der ligger ud over ren science fiction og underholdning. 

Der hvor et sådant paradigmeskift vil have den største betydning, er selvfølgelig inden for magtens øverste cirkler, politisk og militært. Det er politikere, som skal poste penge i studiet af fænomenet – og militæret som skal frigive den viden, de evt. måtte sidde inde med. Og foreløbig må det siges, at det er de militære videooptagelser, som synes at være der, hvor der kan spores en virkelig, faktuel kerne. Men kerne af hvad? Ja, det er et helt andet spørgsmål. 

Tintin, paradigmeskift og flyvende tallerkner

Flyvende tallerkner har været en del af Jordens kulturhistorie i henved 70 år. Mere præcist siden den amerikanske pilot Kenneth Arnold så en flok såkaldt "flyvende tallerkner" på en flyvetur over Cascade Mountains i staten Washington den 24. juni 1947. Alle mulige vegne – fra film, over tegneserier og computerspil, til skønlitteratur – har UFOer vedholdende besøgt den menneskelige fantasi. 

Tintins oplevelser

Det blev jeg mindet om, da jeg fornylig genlæste Hergés uforlignelige album Rute 714 til Sydney. Udover at værket er lydefrit – fantastisk tegnet, usandsynligt velkomponeret og virkelig morsomt – fylder flyvende tallerkner også en stor del af plottet. 

Tintin og kaptajn haddock er på vej til en international rumfartskongres i Sydney (de var jo de første mennesker på Månen) og møder under en mellemlanding den ekcentriske – og meget barnlige – rigmand Carreidas. Carreidas er på vej til samme kongres og de bliver inviteret med i hans privatjet. Undervejs bliver flyet kapret med det formål, at kidnappe Carreidas. Flyet lander på en ø, hvor der viser sig at ligge et gammelt tempel under jorden, som i årtusinder er blevet besøgt af rumvæsener. 

Når Tintin og co. finder det underjordiske tempel skyldes det en mand ved navn Mik Ezdanitoff, der samarbejder med rumvæsenerne og som via et lille apparet monteret på sine briller guider dem dertil telepatisk. Historien ender med et dramatisk vulkanudbrud, som Tintin og co. bliver reddet fra i en flyvende tallerken. 

Forståelse i skred

Historien er ikke blot klassisk Tintin, men også klassisk UFO-fantasi, byggende på en blanding af UFO-rapporter og Erich von Däniken, som blev kendt for at postulere, at der findes allehånde arkæologiske spor efter besøg af rumvæsener helt tilbage til forhistorisk tid. Som sådan er historien god underholdning og endnu et eksempel på de flyvende tallerkners store appel til menneskelig forestillingskraft. Og som sådan ville jeg indtil for ganske nyligt blot have læst den. 

Men for ikke meget mere end omkring to ugers tid siden, skete der et skred i min forståelse af UFO-mytologien; et skred som jeg helt afgjort ikke er den første der er blevet ramt af. Et skred som har fyldt mig med lige dele vantro og forundring – og stor nysgerrighed.

Et nyt fænomen dukker op

I 2005 skrev jeg mit magisterkonferensspeciale i religionsvidenskab om de religiøse aspekter af søgen efter intelligent liv i rummet. Siden har jeg i perioder forsket i astronomi- og rumfartshistorie, samt kulturelle og religiøse forestillinger, som knytter an til disse områder. 

Hvor UFO-religioner på tidspunktet for mit speciale syntes at være ganske godt beskrevet, kastede jeg mig over mindre åbenbare koblinger mellem det ydre rum, videnskab, kultur og religion. UFO-fænomenet har jeg altid haft et øje på, og det har ofte slået mig, hvor nært fænomenet synes knyttet til mit forskningsområde, og ind imellem undret mig over den distancering til fænomenet der har hersket i mainstreamvidenskaben.

Det var derfor ikke underligt, at jeg godt for et par år siden blev opmærksom på "disclosure"-begrebet indenfor UFO-området, opblomstringen af fænomenet "exopolitik" – samt nogle grynede videoer, som der skulle være legitime, militære optagelser af UFOer – eller "UAP" (Unidentified Aerial Phenomena), som de nu i stigende grad bliver kaldt. 

Men da UFO-området altid har været sekundært ift. mit forskningsfelt, og jeg desuden pr. automatik anså nyhedshistorierne for tvivlsomme, var det ikke noget, jeg dykkede ned i.

Hvad er det, som foregår?

Det var derfor først, da jeg fornylig gav podcasten Flyvende tallerken på DR en chance, at cigaren, om jeg så må sige, eksploderede i hovedet på mig. Jeg har nu hørt hele første sæson og set dokumentarfilmene Bob Lazar, Area 51 and Flying Saucers (2018) af Jeremy Corbell, The Phenomenon (2020) af James Fox (samt hans tidligere film UFOs: 50 Years of Denial (1997), Out of the Blue (2003), I Know What I Saw (2009), Cosmic Whistleblowers af Simon Sharman (2015), samt dramatiseringen af den berømte alien abduction-historie om Travis Walton, Fire in the Sky (1993), samt googlet emnet på kryds og tværs. 

Og jeg må sige, at jeg er lige dele rystet og fuld af spørgsmål. For hvad er det lige som foregår? Et billede begynder så småt og tegne sig, hvoraf jeg blot nævner et par få punkter: I 2017 udgiver New York Times artiklen 'Glowing Auras and 'Black Money': The Pentagon's Mysterious U.F.O. Program' skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Med artiklen følger også nogle videoer, som skal være optaget af amerikanske jagerpiloter og afbillede UFOer.

Impulsen til denne artikel kommer i høj grad fra den franske COMETA-rapport fra 1999, skrevet af tilsyneladende legitime videnskabs- og militærfolk, som konkluderer, at den eneste holdbare forklaring på UFO-fænomenet er den "ekstraterrestriale hypotese"; dvs. at de er fartøjer, der ikke har deres oprindelse på Jorden. 

I halen på New York Times-artiklen fulgte, at Pentagon i 2020 verificerede tre optagelser af fartøjer, som ikke blot tilsyneladende opfører sig intelligent, men også på måder, som fuldstændigt strider mod, hvad der inden for en normalvidenskabelig forståelsesramme er muligt. 

Et medielandskab i forvandling

Herefter har en sand flodbølge skyllet over medielandskabet, med flere og flere højtstående (ofte tidligere) militær- og efterretningsfolk, der kommer med diverse "disclosure"-statements vedrørende UFO/UAP-fænomenet, nogle yderst effektive dokumentarfilm, samt en voksende tendens til, at selv mainstreammedier som DR giver grønt lys for en seriøs behandling af emnet i form af podcasten Flyvende tallerken (hvor astrofysiker Anja C. Andersen er medvært). 

Det afgørende "tipping point" har, såvidt jeg kan se, været, at det amerikanske militær har indrømmet, at de har et UAP-undersøgelseprogram kørende og for første gang nogensinde har verificeret optagelser af UFOer og dermed erkendt, at der flyver objekter rundt i Jordens luftrum, som vi ikke har nogen forklaring på. Og resultatet har været startskuddet på, hvad der ligner et paradigmeskift i forståelsen af fænomenet. 

Emnet er ved at løsrive sig fra den stigmatisering, som det (af mere eller mindre gode grunde) har haft i akademiske og videnskabelige kredse, samt i seriøse nyhedsmedier, siden fænomenet første gang blev beskrevet. En stemning af, at utrolige hemmeligheder snart vil blive afsløret breder sig i medierne. Det skyldes ikke mindst den rapport  som de amerikanske efterretningstjenester skal aflevere til kongressen i løbet af juni i år, hvori der skal redegøres for den nuværende viden om UAP. 

Religion og rummet

Hvad alt dette åbner op for, finder jeg såre interessant. Jeg har altid ment, at der er forestillinger, visioner og teorier inden for felter så som rumfart og SETI (søgen efter intelligent liv i rummet), der udviser karaktertræk, der kunne minde om religion, ja, endda kan opfattes som en religion i egen ret ("det ydre rums religion", som jeg i mangel af bedre har kaldt det) – men også, at det i så fald var en religion, som (i en vis forstand og med en række modifikationer) kunne vise sig at blive til virkelighed. 

Men i bund og grund er det et syn på sagen, som er født af en opsplitning af religion og videnskab som to inkommensurable områder. Der findes mange eksempler – typisk fx indenfor visse typer af spekulativ populærvidenskab – på at grænserne mellem religion og videnskab bliver omtrent ligeså grynede, som de nu verserende optagelser af UAP. 

Eksplosioner og paradigmeskift

Vi befinder os lige nu i en art eksplosion og midt i skyen af støv og stadigt hvirvlende murbrokker, er det meget svært at se, hvordan landskabet vil se ud, hvis og når den har lagt sig. Feltet står pivåbent, og hvad der er konspirationsteorier, simpel fup, New Age-okkultisme, apokalyptisk religion og videnskabelige fakta, er meget svært at se. 

Mit bedste bud er, at det er lidt af det hele og det er der måske i virkeligheden ikke så meget nyt i. Det nye er følelsen af det paradigmeskift, som rammer en, når man netop nu dykker ned i emnet. En følelse der gør, at der er ting, man pludselig ser i et nyt lys. Som når man f.eks. læser Hergés historie om Tintin, Rute 714 til Sydney, og tænker: Nå ja, sikken et eventyr. Men måske er det ikke så langt ude endda. 

___________

Følg med på bloggen her, hvor næste indlæg går mere i dybden med, hvad et muligt 'paradigmeskift' på UFO-området kan betyde.