Efter godt et halvt års tid, hvor jeg har fulgt med i der verserende UFO/UAP-debat, sidder jeg tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Jeg har set diverse dokumentarfilm og -serier, læst artikler, set nærmere på relevant litteratur og lyttet til DRs podcast Flyvende tallerken. Og er blevet lidt, men ikke meget, klogere.
UFOer - fup eller fakta?
Hvad der dog synes sikkert er to ting: For det første er der et eller andet uforklarligt på færde, som involverer teknologi og/eller fænomener, som vi ikke umiddelbart kan forklare inden for det verdensbillede, der pt. er videnskabelig konsensus om. Og for det andet er
 |
| En af de videoer, skudt af en jagerpilot, som Pentagon har sagt god for. |
UFO/UAP-området så fyldt med usandsynlige historier, fupmagere, (bevidste eller ubevidste) løgnere, (UFO-) religiøse fanatikere, tvivlsomme personager og “UFO-forskere” med en så skræmmende mangel på kritisk tænkning og metodik, at det må mane til eftertanke.
UAP-feltet er ekstremt svært at vurdere. Hvad er fup-optagelser og hvad er virkelige optagelser af fænomenet, hvor stor tiltro skal man have til øjenvidenberetninger, hvilke af de mere eller mindre konspirationslignende teorier skal man tro på, hvilke interesser har centrale personer i sagen, hvad ved folk rent faktisk, og hvad er bare noget de ønsker, håber eller frygter? Det er spørgsmål som har enorm relevans i disse såkaldt post-faktuelle tider – tider som netop gør besvarelsen af spørgsmålene svære.
UFOer og religion
Ud fra mit synspunkt - som religionsvidenskabelig forsker, der i lang tid har beskæftiget sig med gråzonerne, eller overlappene, mellem rumfart, teknologi og religion - kan det i en hvis forstand være ligemeget, hvad der evt. måtte være faktuelt korrekt og hvad der måtte være det pure opspind. Hvis der er noget der ligner religion, så kan man analysere det, og give et bud på hvorfor det ser ud som det gør og hvilken funktion det har. Her er UFO-fænomenet oplagt at kaste sig over.
Men selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om der er en eller anden virkelig, påviselig, faktuel kerne i UFO-fænomenet – heller ikke når man analyserer det religionsvidenskabeligt. Og der i adskiller det sig ikke fra andre, lignende undersøgelsesområder. F.eks. er det af ret stor betydning for forståelsen af Apollo-astronauten Edgar Mitchells religiøse samadhi-oplevelser på vej til Månen i 1971, at han sad i en aldeles virkelig Saturn V-raket. Ikke fordi dét nødvendigvis gør hans oplevelser hverken mere eller mindre virkelige, sande eller hallucinatoriske – men fordi det giver en ret væsentlig kontekst til at forstå, hvordan Mitchell fortolkede sin oplevelse.
Ligesådan er det selvfølgelig ikke uvæsentligt om der rent faktisk suser objekter rundt i vores atmosfære (eller verdenshave), som stammer fra andre tider/dimensioner/planeter end vores egen. Analogien til Mitchells religiøse rumoplevelser er selvfølgelig langt fra symmetrisk, men pointen er: På den ene side kan forestillinger omkring UFO/UAP-fænomenet analyseres som religion, uanset hvor virkeligt eller uvirkeligt fænomenets ‘kerne’ måtte være. På den anden side må ens analyser i en eller anden grad korrigeres, hvis vi fx en dag skulle finde ud af, at den er god nok: Vi bliver rent faktisk besøgt at rumvæsener, der ligner små, grå skævøjede nisser.
Det kunne jo eksempelvis gøre, at man måtte fjerne sig fra visse typer af spørgsmål, så
 |
| En af utallige afbildninger af en såkaldt "grey alien". |
som: Hvorfor ser/hallucinerer/opfinder folk (rum)væsener af denne tilsyneladende ret specifikke type? Og over mod andre spørgsmål, så som: Hvorfor udløser lige præcis denne type af væsener bestemte type af religiøse oplevelser? Uanset hvad: Det relevante i det religionsvidenskabelige perspektiv forsvinder ikke, selvom man skulle finde ud af, at fænomenet i en eller anden grad er virkeligt. Og når det er sådan er det selvfølgelig fordi, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem løgn og religion – ikke uden at forsimple tingene i en grad, som gør både fænomen og analyse langt mindre interessant og forståelses-udvidende, end de kunne være.
UFOer og paradigmeskiftet
Som jeg tidligere har været inde på, synes der at være sket et paradigmeskift ift. UAP-fænomenet. Flere og flere mainstream-medier behandler emnet, politikere (i det mindste amerikanske) begynder at tage fænomenet seriøst og vi nærmer os et punkt, hvor det er ved at blive et blandt mange mulige samtaleemner, som helt almindelige mennesker kan tage op omkring middagsbordet.
Thomas Kuhn, der introducerede begrebet paradigmeskift, brugte det i et opgør med en forståelse af videnskaben som noget, der stødt og kumulativt udvikler sig i én stadig opadgørende kurve. I stedet foreslog Kuhn, at der er lange perioder råder en “normalvidenskab” der domineres af et bestemt paradigme, som også danner rammen for, hvordan man fortolker videnskabelige fakta. Når der på et givet tidspunkt er tilstrækkeligt mange “anomalier” – dvs. observationer, der ikke passer ind i det gældende paradigme – sker der før eller siden ske en revolution og et paradigmeskift - og en ny forståelsesramme vil lægge sig ned over de hidtil akkumulerede fakta.
Et skred i den kollektive bevidsthed?
Når jeg taler om paradigmeskift ift. UFO-fænomenet, så taler jeg dog ikke om det paradigmeskift, der kunne indtræde i videnskaben, hvis det nu skulle vise sig, at der eksisterer teknologi, der kan ophæve tyngdekraften og warpe tid og rum. Jeg taler mere jordnært om det faktum, at der i den kollektive bevidsthed så småt synes et skred igang, som gør, at UFO-fænomenet begynder at antage et helt andet seriøst og sandsynligt skær, end det i en ganske lang periode har haft.
Om dette skift på en eller anden måde kunne tænkes at være forbundet med de enorme kraftspring, der i øjeblikket sker på rumfartsområdet, er en tanke værd. Måske sker der for tiden det, at alle ting forbundet med rummet (som UFOer og flyvende tallerkner jo er det, uanset om det så er faktuelt eller ej) ligesom begynder at blive mere synlige for det kollektive (medie-) øje. Det er i hvert fald som om begge dele er ved at finde vej ind i den kollektive diskurs og folk begynder at ane en relevans, der ligger ud over ren science fiction og underholdning.
Der hvor et sådant paradigmeskift vil have den største betydning, er selvfølgelig inden for magtens øverste cirkler, politisk og militært. Det er politikere, som skal poste penge i studiet af fænomenet – og militæret som skal frigive den viden, de evt. måtte sidde inde med. Og foreløbig må det siges, at det er de militære videooptagelser, som synes at være der, hvor der kan spores en virkelig, faktuel kerne. Men kerne af hvad? Ja, det er et helt andet spørgsmål.
