Flyvende tallerkner har været en del af Jordens kulturhistorie i henved 70 år. Mere præcist siden den amerikanske pilot Kenneth Arnold så en flok såkaldt "flyvende tallerkner" på en flyvetur over Cascade Mountains i staten Washington den 24. juni 1947. Alle mulige vegne – fra film, over tegneserier og computerspil, til skønlitteratur – har UFOer vedholdende besøgt den menneskelige fantasi.
Tintins oplevelser
Det blev jeg mindet om, da jeg fornylig genlæste Hergés uforlignelige album Rute 714 til Sydney. Udover at værket er lydefrit – fantastisk tegnet, usandsynligt velkomponeret og virkelig morsomt – fylder flyvende tallerkner også en stor del af plottet.
Tintin og kaptajn haddock er på vej til en international rumfartskongres i Sydney (de var jo de første mennesker på Månen) og møder under en mellemlanding den ekcentriske – og meget barnlige – rigmand Carreidas. Carreidas er på vej til samme kongres og de bliver inviteret med i hans privatjet. Undervejs bliver flyet kapret med det formål, at kidnappe Carreidas. Flyet lander på en ø, hvor der viser sig at ligge et gammelt tempel under jorden, som i årtusinder er blevet besøgt af rumvæsener.
Når Tintin og co. finder det underjordiske tempel skyldes det en mand ved navn Mik Ezdanitoff, der samarbejder med rumvæsenerne og som via et lille apparet monteret på sine briller guider dem dertil telepatisk. Historien ender med et dramatisk vulkanudbrud, som Tintin og co. bliver reddet fra i en flyvende tallerken.
Forståelse i skred
Historien er ikke blot klassisk Tintin, men også klassisk UFO-fantasi, byggende på en blanding af UFO-rapporter og Erich von Däniken, som blev kendt for at postulere, at der findes allehånde arkæologiske spor efter besøg af rumvæsener helt tilbage til forhistorisk tid. Som sådan er historien god underholdning og endnu et eksempel på de flyvende tallerkners store appel til menneskelig forestillingskraft. Og som sådan ville jeg indtil for ganske nyligt blot have læst den.
Men for ikke meget mere end omkring to ugers tid siden, skete der et skred i min forståelse af UFO-mytologien; et skred som jeg helt afgjort ikke er den første der er blevet ramt af. Et skred som har fyldt mig med lige dele vantro og forundring – og stor nysgerrighed.
Et nyt fænomen dukker op
I 2005 skrev jeg mit magisterkonferensspeciale i religionsvidenskab om de religiøse aspekter af søgen efter intelligent liv i rummet. Siden har jeg i perioder forsket i astronomi- og rumfartshistorie, samt kulturelle og religiøse forestillinger, som knytter an til disse områder.
Hvor UFO-religioner på tidspunktet for mit speciale syntes at være ganske godt beskrevet, kastede jeg mig over mindre åbenbare koblinger mellem det ydre rum, videnskab, kultur og religion. UFO-fænomenet har jeg altid haft et øje på, og det har ofte slået mig, hvor nært fænomenet synes knyttet til mit forskningsområde, og ind imellem undret mig over den distancering til fænomenet der har hersket i mainstreamvidenskaben.
Det var derfor ikke underligt, at jeg godt for et par år siden blev opmærksom på "disclosure"-begrebet indenfor UFO-området, opblomstringen af fænomenet "exopolitik" – samt nogle grynede videoer, som der skulle være legitime, militære optagelser af UFOer – eller "UAP" (Unidentified Aerial Phenomena), som de nu i stigende grad bliver kaldt.
Men da UFO-området altid har været sekundært ift. mit forskningsfelt, og jeg desuden pr. automatik anså nyhedshistorierne for tvivlsomme, var det ikke noget, jeg dykkede ned i.
Hvad er det, som foregår?
Det var derfor først, da jeg fornylig gav podcasten Flyvende tallerken på DR en chance, at cigaren, om jeg så må sige, eksploderede i hovedet på mig. Jeg har nu hørt hele første sæson og set dokumentarfilmene Bob Lazar, Area 51 and Flying Saucers (2018) af Jeremy Corbell, The Phenomenon (2020) af James Fox (samt hans tidligere film UFOs: 50 Years of Denial (1997), Out of the Blue (2003), I Know What I Saw (2009), Cosmic Whistleblowers af Simon Sharman (2015), samt dramatiseringen af den berømte alien abduction-historie om Travis Walton, Fire in the Sky (1993), samt googlet emnet på kryds og tværs.
Og jeg må sige, at jeg er lige dele rystet og fuld af spørgsmål. For hvad er det lige som foregår? Et billede begynder så småt og tegne sig, hvoraf jeg blot nævner et par få punkter: I 2017 udgiver New York Times artiklen 'Glowing Auras and 'Black Money': The Pentagon's Mysterious U.F.O. Program' skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Med artiklen følger også nogle videoer, som skal være optaget af amerikanske jagerpiloter og afbillede UFOer.
Impulsen til denne artikel kommer i høj grad fra den franske COMETA-rapport fra 1999, skrevet af tilsyneladende legitime videnskabs- og militærfolk, som konkluderer, at den eneste holdbare forklaring på UFO-fænomenet er den "ekstraterrestriale hypotese"; dvs. at de er fartøjer, der ikke har deres oprindelse på Jorden.
I halen på New York Times-artiklen fulgte, at Pentagon i 2020 verificerede tre optagelser af fartøjer, som ikke blot tilsyneladende opfører sig intelligent, men også på måder, som fuldstændigt strider mod, hvad der inden for en normalvidenskabelig forståelsesramme er muligt.
Et medielandskab i forvandling
Herefter har en sand flodbølge skyllet over medielandskabet, med flere og flere højtstående (ofte tidligere) militær- og efterretningsfolk, der kommer med diverse "disclosure"-statements vedrørende UFO/UAP-fænomenet, nogle yderst effektive dokumentarfilm, samt en voksende tendens til, at selv mainstreammedier som DR giver grønt lys for en seriøs behandling af emnet i form af podcasten Flyvende tallerken (hvor astrofysiker Anja C. Andersen er medvært).
Det afgørende "tipping point" har, såvidt jeg kan se, været, at det amerikanske militær har indrømmet, at de har et UAP-undersøgelseprogram kørende og for første gang nogensinde har verificeret optagelser af UFOer og dermed erkendt, at der flyver objekter rundt i Jordens luftrum, som vi ikke har nogen forklaring på. Og resultatet har været startskuddet på, hvad der ligner et paradigmeskift i forståelsen af fænomenet.
Emnet er ved at løsrive sig fra den stigmatisering, som det (af mere eller mindre gode grunde) har haft i akademiske og videnskabelige kredse, samt i seriøse nyhedsmedier, siden fænomenet første gang blev beskrevet. En stemning af, at utrolige hemmeligheder snart vil blive afsløret breder sig i medierne. Det skyldes ikke mindst den rapport som de amerikanske efterretningstjenester skal aflevere til kongressen i løbet af juni i år, hvori der skal redegøres for den nuværende viden om UAP.
Religion og rummet
Hvad alt dette åbner op for, finder jeg såre interessant. Jeg har altid ment, at der er forestillinger, visioner og teorier inden for felter så som rumfart og SETI (søgen efter intelligent liv i rummet), der udviser karaktertræk, der kunne minde om religion, ja, endda kan opfattes som en religion i egen ret ("det ydre rums religion", som jeg i mangel af bedre har kaldt det) – men også, at det i så fald var en religion, som (i en vis forstand og med en række modifikationer) kunne vise sig at blive til virkelighed.
Men i bund og grund er det et syn på sagen, som er født af en opsplitning af religion og videnskab som to inkommensurable områder. Der findes mange eksempler – typisk fx indenfor visse typer af spekulativ populærvidenskab – på at grænserne mellem religion og videnskab bliver omtrent ligeså grynede, som de nu verserende optagelser af UAP.
Eksplosioner og paradigmeskift
Vi befinder os lige nu i en art eksplosion og midt i skyen af støv og stadigt hvirvlende murbrokker, er det meget svært at se, hvordan landskabet vil se ud, hvis og når den har lagt sig. Feltet står pivåbent, og hvad der er konspirationsteorier, simpel fup, New Age-okkultisme, apokalyptisk religion og videnskabelige fakta, er meget svært at se.
Mit bedste bud er, at det er lidt af det hele og det er der måske i virkeligheden ikke så meget nyt i. Det nye er følelsen af det paradigmeskift, som rammer en, når man netop nu dykker ned i emnet. En følelse der gør, at der er ting, man pludselig ser i et nyt lys. Som når man f.eks. læser Hergés historie om Tintin, Rute 714 til Sydney, og tænker: Nå ja, sikken et eventyr. Men måske er det ikke så langt ude endda.
___________
Følg med på bloggen her, hvor næste indlæg går mere i dybden med, hvad et muligt 'paradigmeskift' på UFO-området kan betyde.
