Bob Lazar og UFO-vidners troværdighed

Hvad er fakta og hvad er paranoia, ønsketænkning og fup? Det er spørgsmål, som det er svært at få hold på, når man bevæger sig ind på UFO/UAP-området. I det følgende har jeg ikke så meget mine religionsvidenskabelige briller på, som jeg bruger min sunde fornuft til at se nærmere på Bob Lazar, som spiller en prominent rolle i UFO-mytologien.

Lavinen begynder at rulle

I 2017 kom artiklen “Glowing Auras and ‘Black Money’: The Pentagon’s Mysterious U.F.O Program” i New York Times, skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Denne artikel satte gang i, hvad man måske kan kalde en form for paradigmeskifte ift. UFO’er, som nu er blevet noget helt almindelige mainstreammedier behandler seriøst. 

Godt et år efter kom Jeremy Corbells film Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers (2018). Filmen lå en årgang på Netflix og har også spillet en væsentlig rolle ift. at sætte UFOerne på det mentale landkort –f.eks. ved at inspirere Frederik Dirks Gottlieb til at lave DR-podcasten Flyvende tallerken.

Bob Lazar og de flyvende tallerkner

Bob Lazar stod første gang frem i 1989 (under dæknavnet ”Dennis”) med en historie om, at have arbejdet på en ud af ni eksisterende flyvende tallerkner på den hemmelige base ”S4” nær Area 51 ikke langt fra Roswell i New Mexico. De flyvende tallerkner var af udenjordisk oprindelse, og Lazar kom til at arbejde med fremdriftssystemet på en af UFOerne (som han kaldte ”sportsmodellen”). 

Bob Lazar

Opgaven var at ”reverse-engineer” (på dansk noget i retning af “omvendt konstruktion”) fremdriftssystemet – altså, ved at studere systemet blive i stand til at bygge det selv. “Motoren” var et anti-tyngdekraftsmaskine, der fik energi via en antistof-drevet nuklear enhed, der skulle køre på grundstof 115 – et grundstof man faktisk senere har fremstillet her på jorden (og nu er at finde i det periodiske system) men ikke i den stabile form, som Lazar skulle have arbejdet med.

UFO-vidners troværdighed

Det var en Las Vega-baserede tv-journalist George Knapp, som bragte Lazars historie, som gik verden over. Siden har George Knapp blevet ved at stå ved sin kildes troværdighed – på trods af manglen på konkrete beviser og det faktum, at Lazar er blevet beskyldt for at være fupmager. En ting er hans påstande om arbejdet med udenjordisk teknologi, som i sig selv selvfølgelig kan siges at være temmelig vilde – men der er også andre problemer, så som at der er en del ikke-verificerbare huller i hans historier om uddannelsesbaggrund.

Nu er det jo ikke fordi at hele UFO-spørgsmålet afhænger af en person som Bob Lazar. Men når man betænker den opmærksom, som Corbells film har givet ham – og at indflydelsesrige og populære podcasts som The Joe Rogan Experience og Flyvende tallerken på DR tager ham seriøst – er han alligevel interessant at kigge nærmere på.

Corbells film gør et stort og meget effektivt arbejde for, at gøre Bob Lazar til en troværdig person. Og det er jo indlysende at troværdighed er et begreb, som ofte er i spil på et område med så svært verificérbare påstande, som på UFO-området. Og det er præcis begrebet ”troværdighed” jeg vil se nærmere på ifm. med Lazar.

Når man – som jeg – har set en god portion ”dokumentar”-film på UFO-området og hørt diverse podcasts, er der et par typiske udsagn, som sætter sig fast på trovædighedsområdet. Nemlig at det taler for folks troværdighed, at de

• fortæller deres historie på en enslydende og konsistent måde over mange år
• ikke har nogen økonomiske interesser i at promovere deres historie
• egentlig slet ikke ønsker at få den opmærksomhed, som de gør

Konsistens på tværs af tid 

Vedrørende det første punkt, så tyder forskning på, at folk der lyver faktisk er ligeså konsistente i deres historier over tid, og faktisk ofte mere, end folk der fortæller sandheden. Det betyder at Bob Lazars evne til at fortælle sin historie på samme måde og med samme indhold over tid – som fx i Corbells film fremhæves som bevis for hans troværdighed – ikke nødvendigvis er tegn på, at historien er sand.

Jeg har da også meget svært ved at forestille mig, at en intelligent og viljefast person med en god hukommelse ikke skulle være i stand til at finde på en historie, og så fortælle den relativt ens hver gang over mange år. Det er selvfølgelig givet, at en historie, som hver gang bliver genfortalt på helt nye måder, med nye eller helt åbentlyst selvmodsigende begivenheder, vil virke utroværdig. Men ikke desto mindre øger konsistens over tid altså ikke Lazars troværdighed.

Økonomiske interesser

Vedrørende det andet punkt ovenfor, bliver det i det over to timer lange interview Joe Rogan lavede med Jeremy Corbell og Bob Lazar fremhævet, at Lazar ikke har nogen økonomisk interesse i at sprede sin historie. Men det er ikke helt korrekt. Om det vitterligt er sandt, at han ikke har modtaget betaling for være hovedperson i Corbells film og fx selv betalte sine flybiletter ifm. med Rogans interview, som det bliver sagt i Rogans podcast, ved jeg ikke. Men at Lazar slet ingen økonomiske interesser skulle have i promoveringen af sin historie, er et statement med modifikationer. 

Bob Lazar tegner sin UFO - tager fra "Area 51"-siden.

Det eneste man behøver at gøre, er at finde hjemmesiden for Lazars firma United Nuclear frem. Her er en side dedikeret til “Area 51”, hvor man kan købe diverse artefakter relateret til Area 51 (og altså ikke “S4”, hvor Lazar påstår han egentlig arbejdede). Der er skilte, t-shirts og kopper og plakater for Corbells film om Lazar. Og så kan man købe håndsignerede tryk at Lazars tegninger af den flyvende tallerken han påstår at have arbejdet på. Desuden har Lazar for nylig udgivet sin selvbiografi, Dreamland.

Med mindre Lazar altså ligefrem skulle donere de penge, der kommer ind på disse genstande og bogen, til andre end sig selv, så er det simpelthen ikke korrekt at sige, at Lazar ikke har økonomisk interesse i sin egen historie. Og hvis det nu fx var tilfældet, at han donerede pengene til godgørende formål – mon så ikke det ville stå på hjemmesiden?

Den ufrivillige profet

Endelig er der det tredje punkt, som skal bevise UFO-vidners sanddruelighed, nemlig at de slet ikke ønsker den opmærksomhed, som deres historie giver dem. I Joe Rogans podcast bedyrer Lazar at han hader at være i offentlighedens søgelys og i Corbells film fremstilles han som en nærmest modvillig deltager i dokumentaren. Men ret beset er det jo næsten lidt morsomt, at man kan falde for dette statement – når det fremføres i en film, som ryger på Netflix, eller i en podcast med et hav af lyttere.

Hvis Lazar virkelig ikke brød sig om opmærksomhed ville han selvfølgelig ikke være gået med til at optræde i Corbells film eller Rogan’s podcast. Eller udgive en bog om sine historier. Man kunne måske til nøds købe historien om, at det er for at fortælle verdens befolkning sandheden om, at en amerikansk magtelite er i besiddelse af flyvende tallerkner af udenjordisk herkomst, som er blevet holdt skjult. 

Men det forklarer vel ikke ligefrem nødvendigheden af at sælge håndsignerede tegninger af UFOer eller kaffekopper med flyvende tallerkner. Historien om den modvillige profet og selvopofrende kosmiske whistleblower er smuk, og kan måske virke overbevisende når man først lige møder den. Men det er ikke andet end en påstand.

Sund skepsis

Corbell kan på nok så mange måder tegne et portræt af en Lazar som hyggeligt hjemmemenneske, der har en kone der tror på det han siger, har kolleger der tror på ham, venner der tror på ham (som George Knapp siger i filmen: Jo nærmere folk kommer på Lazar, jo mere tror de på ham). Men at Lazar muligvis er en hyggelig fætter og at hans nærmeste tror på ham, er altså ikke noget bevis for at det han fortæller er sandt. 

Det er lidt ligesom med de indirekte beviser for Lazars videnskabelige kunnen: Uanset hvor mange gange vi i Corbells film skal se ham køre på selvbyggede raketcykler, eller se ham lave fyrværkeri eller nusse med letvægtsmetal i sit firma – så er det altså ikke noget der beviser, at han faktisk var i stand til at foretage videnskabeligt arbejde ifm. fx partikelacceleratoren på Los Alamos.

I tider hvor den tidligere leder af AATIP-programmet i Pentagon, Luis Elizondo, påstår af det amerikanske militær er i besiddelse af ”eksotisk materiale” (altså materiale af udenjordisk oprindelse må man formode) skal man måske passe på helt uden videre at rubricere udmeldinger som Bob Lazars som det rene fup. Men set ud fra en kritisk betragtning bygger rehabiliteringen af Lazar i mine øjne på et alt for spinkelt grundlag, som mere er af retorisk og æstetisk art, end det består af egentlige beviser. Derfor mener jeg, at man bør bevare en sund portion skepsis overfor Lazars historie.

Paradigmeskift og verdensrummet i den kollektive bevidsthed

Efter godt et halvt års tid, hvor jeg har fulgt med i der verserende UFO/UAP-debat, sidder jeg tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Jeg har set diverse dokumentarfilm og -serier, læst artikler, set nærmere på relevant litteratur og lyttet til DRs podcast Flyvende tallerken. Og er blevet lidt, men ikke meget, klogere. 

UFOer - fup eller fakta?

Hvad der dog synes sikkert er to ting: For det første er der et eller andet uforklarligt på færde, som involverer teknologi og/eller fænomener, som vi ikke umiddelbart kan forklare inden for det verdensbillede, der pt. er videnskabelig konsensus om. Og for det andet er 

En af de videoer, skudt af en jagerpilot,
som Pentagon har sagt god for.

UFO/UAP-området så fyldt med usandsynlige historier, fupmagere, (bevidste eller ubevidste) løgnere, (UFO-) religiøse fanatikere, tvivlsomme personager og “UFO-forskere” med en så skræmmende mangel på kritisk tænkning og metodik, at det må mane til eftertanke. 

UAP-feltet er ekstremt svært at vurdere. Hvad er fup-optagelser og hvad er virkelige optagelser af fænomenet, hvor stor tiltro skal man have til øjenvidenberetninger, hvilke af de mere eller mindre konspirationslignende teorier skal man tro på, hvilke interesser har centrale personer i sagen, hvad ved folk rent faktisk, og hvad er bare noget de ønsker, håber eller frygter? Det er spørgsmål som har enorm relevans i disse såkaldt post-faktuelle tider – tider som netop gør besvarelsen af spørgsmålene svære. 

UFOer og religion

Ud fra mit synspunkt - som religionsvidenskabelig forsker, der i lang tid har beskæftiget sig med gråzonerne, eller overlappene, mellem rumfart, teknologi og religion - kan det i en hvis forstand være ligemeget, hvad der evt. måtte være faktuelt korrekt og hvad der måtte være det pure opspind. Hvis der er noget der ligner religion, så kan man analysere det, og give et bud på hvorfor det ser ud som det gør og hvilken funktion det har. Her er UFO-fænomenet oplagt at kaste sig over. 

Men selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om der er en eller anden virkelig, påviselig, faktuel kerne i UFO-fænomenet – heller ikke når man analyserer det religionsvidenskabeligt. Og der i adskiller det sig ikke fra andre, lignende undersøgelsesområder. F.eks. er det af ret stor betydning for forståelsen af Apollo-astronauten Edgar Mitchells religiøse samadhi-oplevelser på vej til Månen i 1971, at han sad i en aldeles virkelig Saturn V-raket. Ikke fordi dét nødvendigvis gør hans oplevelser hverken mere eller mindre virkelige, sande eller hallucinatoriske – men fordi det giver en ret væsentlig kontekst til at forstå, hvordan Mitchell fortolkede sin oplevelse. 

Ligesådan er det selvfølgelig ikke uvæsentligt om der rent faktisk suser objekter rundt i vores atmosfære (eller verdenshave), som stammer fra andre tider/dimensioner/planeter end vores egen. Analogien til Mitchells religiøse rumoplevelser er selvfølgelig langt fra symmetrisk, men pointen er: På den ene side kan forestillinger omkring UFO/UAP-fænomenet analyseres som religion, uanset hvor virkeligt eller uvirkeligt fænomenets ‘kerne’ måtte være. På den anden side må ens analyser i en eller anden grad korrigeres, hvis vi fx en dag skulle finde ud af, at den er god nok: Vi bliver rent faktisk besøgt at rumvæsener, der ligner små, grå skævøjede nisser.

Det kunne jo eksempelvis gøre, at man måtte fjerne sig fra visse typer af spørgsmål, så

En af utallige afbildninger af
en såkaldt "grey alien".

som: Hvorfor ser/hallucinerer/opfinder folk (rum)væsener af denne tilsyneladende ret specifikke type? Og over mod andre spørgsmål, så som: Hvorfor udløser lige præcis denne type af væsener bestemte type af religiøse oplevelser? Uanset hvad: Det relevante i det religionsvidenskabelige perspektiv forsvinder ikke, selvom man skulle finde ud af, at fænomenet i en eller anden grad er virkeligt. Og når det er sådan er det selvfølgelig fordi, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem løgn og religion – ikke uden at forsimple tingene i en grad, som gør både fænomen og analyse langt mindre interessant og forståelses-udvidende, end de kunne være. 

UFOer og paradigmeskiftet

Som jeg tidligere har været inde på, synes der at være sket et paradigmeskift ift. UAP-fænomenet. Flere og flere mainstream-medier behandler emnet, politikere (i det mindste amerikanske) begynder at tage fænomenet seriøst og vi nærmer os et punkt, hvor det er ved at blive et blandt mange mulige samtaleemner, som helt almindelige mennesker kan tage op omkring middagsbordet. 

Thomas Kuhn, der introducerede begrebet paradigmeskift, brugte det i et opgør med en forståelse af videnskaben som noget, der stødt og kumulativt udvikler sig i én stadig opadgørende kurve. I stedet foreslog Kuhn, at der er lange perioder råder en “normalvidenskab” der domineres af et bestemt paradigme, som også danner rammen for, hvordan man fortolker videnskabelige fakta. Når der på et givet tidspunkt er tilstrækkeligt mange “anomalier” – dvs. observationer, der ikke passer ind i det gældende paradigme – sker der før eller siden ske en revolution og et paradigmeskift - og en ny forståelsesramme vil lægge sig ned over de hidtil akkumulerede fakta. 

Et skred i den kollektive bevidsthed?

Når jeg taler om paradigmeskift ift. UFO-fænomenet, så taler jeg dog ikke om det paradigmeskift, der kunne indtræde i videnskaben, hvis det nu skulle vise sig, at der eksisterer teknologi, der kan ophæve tyngdekraften og warpe tid og rum. Jeg taler mere jordnært om det faktum, at der i den kollektive bevidsthed så småt synes et skred igang, som gør, at UFO-fænomenet begynder at antage et helt andet seriøst og sandsynligt skær, end det i en ganske lang periode har haft. 

Om dette skift på en eller anden måde kunne tænkes at være forbundet med de enorme kraftspring, der i øjeblikket sker på rumfartsområdet, er en tanke værd. Måske sker der for tiden det, at alle ting forbundet med rummet (som UFOer og flyvende tallerkner jo er det, uanset om det så er faktuelt eller ej) ligesom begynder at blive mere synlige for det kollektive (medie-) øje. Det er i hvert fald som om begge dele er ved at finde vej ind i den kollektive diskurs og folk begynder at ane en relevans, der ligger ud over ren science fiction og underholdning. 

Der hvor et sådant paradigmeskift vil have den største betydning, er selvfølgelig inden for magtens øverste cirkler, politisk og militært. Det er politikere, som skal poste penge i studiet af fænomenet – og militæret som skal frigive den viden, de evt. måtte sidde inde med. Og foreløbig må det siges, at det er de militære videooptagelser, som synes at være der, hvor der kan spores en virkelig, faktuel kerne. Men kerne af hvad? Ja, det er et helt andet spørgsmål. 

Tintin, paradigmeskift og flyvende tallerkner

Flyvende tallerkner har været en del af Jordens kulturhistorie i henved 70 år. Mere præcist siden den amerikanske pilot Kenneth Arnold så en flok såkaldt "flyvende tallerkner" på en flyvetur over Cascade Mountains i staten Washington den 24. juni 1947. Alle mulige vegne – fra film, over tegneserier og computerspil, til skønlitteratur – har UFOer vedholdende besøgt den menneskelige fantasi. 

Tintins oplevelser

Det blev jeg mindet om, da jeg fornylig genlæste Hergés uforlignelige album Rute 714 til Sydney. Udover at værket er lydefrit – fantastisk tegnet, usandsynligt velkomponeret og virkelig morsomt – fylder flyvende tallerkner også en stor del af plottet. 

Tintin og kaptajn haddock er på vej til en international rumfartskongres i Sydney (de var jo de første mennesker på Månen) og møder under en mellemlanding den ekcentriske – og meget barnlige – rigmand Carreidas. Carreidas er på vej til samme kongres og de bliver inviteret med i hans privatjet. Undervejs bliver flyet kapret med det formål, at kidnappe Carreidas. Flyet lander på en ø, hvor der viser sig at ligge et gammelt tempel under jorden, som i årtusinder er blevet besøgt af rumvæsener. 

Når Tintin og co. finder det underjordiske tempel skyldes det en mand ved navn Mik Ezdanitoff, der samarbejder med rumvæsenerne og som via et lille apparet monteret på sine briller guider dem dertil telepatisk. Historien ender med et dramatisk vulkanudbrud, som Tintin og co. bliver reddet fra i en flyvende tallerken. 

Forståelse i skred

Historien er ikke blot klassisk Tintin, men også klassisk UFO-fantasi, byggende på en blanding af UFO-rapporter og Erich von Däniken, som blev kendt for at postulere, at der findes allehånde arkæologiske spor efter besøg af rumvæsener helt tilbage til forhistorisk tid. Som sådan er historien god underholdning og endnu et eksempel på de flyvende tallerkners store appel til menneskelig forestillingskraft. Og som sådan ville jeg indtil for ganske nyligt blot have læst den. 

Men for ikke meget mere end omkring to ugers tid siden, skete der et skred i min forståelse af UFO-mytologien; et skred som jeg helt afgjort ikke er den første der er blevet ramt af. Et skred som har fyldt mig med lige dele vantro og forundring – og stor nysgerrighed.

Et nyt fænomen dukker op

I 2005 skrev jeg mit magisterkonferensspeciale i religionsvidenskab om de religiøse aspekter af søgen efter intelligent liv i rummet. Siden har jeg i perioder forsket i astronomi- og rumfartshistorie, samt kulturelle og religiøse forestillinger, som knytter an til disse områder. 

Hvor UFO-religioner på tidspunktet for mit speciale syntes at være ganske godt beskrevet, kastede jeg mig over mindre åbenbare koblinger mellem det ydre rum, videnskab, kultur og religion. UFO-fænomenet har jeg altid haft et øje på, og det har ofte slået mig, hvor nært fænomenet synes knyttet til mit forskningsområde, og ind imellem undret mig over den distancering til fænomenet der har hersket i mainstreamvidenskaben.

Det var derfor ikke underligt, at jeg godt for et par år siden blev opmærksom på "disclosure"-begrebet indenfor UFO-området, opblomstringen af fænomenet "exopolitik" – samt nogle grynede videoer, som der skulle være legitime, militære optagelser af UFOer – eller "UAP" (Unidentified Aerial Phenomena), som de nu i stigende grad bliver kaldt. 

Men da UFO-området altid har været sekundært ift. mit forskningsfelt, og jeg desuden pr. automatik anså nyhedshistorierne for tvivlsomme, var det ikke noget, jeg dykkede ned i.

Hvad er det, som foregår?

Det var derfor først, da jeg fornylig gav podcasten Flyvende tallerken på DR en chance, at cigaren, om jeg så må sige, eksploderede i hovedet på mig. Jeg har nu hørt hele første sæson og set dokumentarfilmene Bob Lazar, Area 51 and Flying Saucers (2018) af Jeremy Corbell, The Phenomenon (2020) af James Fox (samt hans tidligere film UFOs: 50 Years of Denial (1997), Out of the Blue (2003), I Know What I Saw (2009), Cosmic Whistleblowers af Simon Sharman (2015), samt dramatiseringen af den berømte alien abduction-historie om Travis Walton, Fire in the Sky (1993), samt googlet emnet på kryds og tværs. 

Og jeg må sige, at jeg er lige dele rystet og fuld af spørgsmål. For hvad er det lige som foregår? Et billede begynder så småt og tegne sig, hvoraf jeg blot nævner et par få punkter: I 2017 udgiver New York Times artiklen 'Glowing Auras and 'Black Money': The Pentagon's Mysterious U.F.O. Program' skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Med artiklen følger også nogle videoer, som skal være optaget af amerikanske jagerpiloter og afbillede UFOer.

Impulsen til denne artikel kommer i høj grad fra den franske COMETA-rapport fra 1999, skrevet af tilsyneladende legitime videnskabs- og militærfolk, som konkluderer, at den eneste holdbare forklaring på UFO-fænomenet er den "ekstraterrestriale hypotese"; dvs. at de er fartøjer, der ikke har deres oprindelse på Jorden. 

I halen på New York Times-artiklen fulgte, at Pentagon i 2020 verificerede tre optagelser af fartøjer, som ikke blot tilsyneladende opfører sig intelligent, men også på måder, som fuldstændigt strider mod, hvad der inden for en normalvidenskabelig forståelsesramme er muligt. 

Et medielandskab i forvandling

Herefter har en sand flodbølge skyllet over medielandskabet, med flere og flere højtstående (ofte tidligere) militær- og efterretningsfolk, der kommer med diverse "disclosure"-statements vedrørende UFO/UAP-fænomenet, nogle yderst effektive dokumentarfilm, samt en voksende tendens til, at selv mainstreammedier som DR giver grønt lys for en seriøs behandling af emnet i form af podcasten Flyvende tallerken (hvor astrofysiker Anja C. Andersen er medvært). 

Det afgørende "tipping point" har, såvidt jeg kan se, været, at det amerikanske militær har indrømmet, at de har et UAP-undersøgelseprogram kørende og for første gang nogensinde har verificeret optagelser af UFOer og dermed erkendt, at der flyver objekter rundt i Jordens luftrum, som vi ikke har nogen forklaring på. Og resultatet har været startskuddet på, hvad der ligner et paradigmeskift i forståelsen af fænomenet. 

Emnet er ved at løsrive sig fra den stigmatisering, som det (af mere eller mindre gode grunde) har haft i akademiske og videnskabelige kredse, samt i seriøse nyhedsmedier, siden fænomenet første gang blev beskrevet. En stemning af, at utrolige hemmeligheder snart vil blive afsløret breder sig i medierne. Det skyldes ikke mindst den rapport  som de amerikanske efterretningstjenester skal aflevere til kongressen i løbet af juni i år, hvori der skal redegøres for den nuværende viden om UAP. 

Religion og rummet

Hvad alt dette åbner op for, finder jeg såre interessant. Jeg har altid ment, at der er forestillinger, visioner og teorier inden for felter så som rumfart og SETI (søgen efter intelligent liv i rummet), der udviser karaktertræk, der kunne minde om religion, ja, endda kan opfattes som en religion i egen ret ("det ydre rums religion", som jeg i mangel af bedre har kaldt det) – men også, at det i så fald var en religion, som (i en vis forstand og med en række modifikationer) kunne vise sig at blive til virkelighed. 

Men i bund og grund er det et syn på sagen, som er født af en opsplitning af religion og videnskab som to inkommensurable områder. Der findes mange eksempler – typisk fx indenfor visse typer af spekulativ populærvidenskab – på at grænserne mellem religion og videnskab bliver omtrent ligeså grynede, som de nu verserende optagelser af UAP. 

Eksplosioner og paradigmeskift

Vi befinder os lige nu i en art eksplosion og midt i skyen af støv og stadigt hvirvlende murbrokker, er det meget svært at se, hvordan landskabet vil se ud, hvis og når den har lagt sig. Feltet står pivåbent, og hvad der er konspirationsteorier, simpel fup, New Age-okkultisme, apokalyptisk religion og videnskabelige fakta, er meget svært at se. 

Mit bedste bud er, at det er lidt af det hele og det er der måske i virkeligheden ikke så meget nyt i. Det nye er følelsen af det paradigmeskift, som rammer en, når man netop nu dykker ned i emnet. En følelse der gør, at der er ting, man pludselig ser i et nyt lys. Som når man f.eks. læser Hergés historie om Tintin, Rute 714 til Sydney, og tænker: Nå ja, sikken et eventyr. Men måske er det ikke så langt ude endda. 

___________

Følg med på bloggen her, hvor næste indlæg går mere i dybden med, hvad et muligt 'paradigmeskift' på UFO-området kan betyde.

Nærkontakt af 3. grad i Grødby

Sussi Bech og Frank Madsen fortsætter ufortrødent deres serie om en gruppe børn i Grødby, som kommer i nærkontakt med mystiske væsener fra rummet. Jeg har tidligere skrevet om første bind af serien, som er planlagt til ti bind. I dette indlæg skriver jeg om de næste fire bind, som fortsætter eventyrene i Grødby.

Ramasjang og æstetik i Grødby

Æstetisk og underholdningsmæssigt er serien af høj kvalitet. Kombinationen af tekst og billeder i noget, som ligger midt mellem en tegneserie og en illustreret historie, fungerer rigtigt fint. Tegningerne er friske og lækre at se på, og historien udvikles på udmærket vis, fuld af ramasjang, humor og spænding.

Jeg har læst alle bindene (til og med bind 5) sammen med min søn på ti, og heraf slutter jeg, at fortællingen rammer plet i denne aldersgruppe. Han gætter med på mysterierne, og bliver optaget af relationerne og konflikterne mellem børnene – og børnene og bøllerne – i Grødby.

For mit eget vedkommende er seriens største æstetiske appel helt klart formatet og konceptet. Det er en super lækker lille serie, med dejligt sensationelle forsider, som vækker minder om tidligere tiders omslag på saftige science fiction-magasiner.

Drama og nærkontakt

Historien i bind 2 til 5 akkumulerer gradvist mere drama, efterhånden som man begynder at ane, hvordan de mange mystiske hændelser i Grødby hænger sammen. Uden at sige for meget, kan man godt sige, at meget drejer sig om den mystiske og smukke pige Stella.

Hendes navn betyder selvfølgelig "stjerne" – og baggrunden for det hele er, som seriens titel mere end antyder, rummet. Børnene i serien er vilde med rumfart og efterhånden som plottet tyknes, får de mere og mere nærkontakt med objektet for deres lidenskab.

Raketklubber i Danmark

Hvert bind afsluttes med lidt fakta fra rumfartens historie, samt nogle ting man kan bygge, som har at

gøre med raketter, rumskibe og lignende. Hvor mange børn, der rent faktisk ender med at prøve at bygge disse ved jeg ikke. Ligeså kan man have sine tvivl om, hvor mange raketklubber, der rent faktisk etableres landet over.

Som jeg nævnte i mit første blogindlæg om serien, opfordrer Gustav og Raketbroderskabet faktisk til etableringen af raketklubber, som dem der fandtes rundt omkring i Europa i begyndelsen af forrige århundrede. Raketklubber som var en slags forudanelse om rumkapløbet i 1950erne og 1960erne mellem Sovjetunionen og USA.

Rumfartens gør-det-selv-helte

Jeg ved ikke hvor stor en appel en sådan raketklub har på nutidens børn. Min søn har i hvert fald ikke vist initiativ i denne retning, efter gennemlæsning af seriens foreløbige bind. Er der overhovedet et "marked" for sådan noget? Det skulle da lige være, hvis foretagender som fx den danske amatørraketforening Copenhagen Suborbitals, kunne fungere som "forbillede" for børn.

Jeg har ikke noget kendskab til, at det skulle være sådan pt. Men lykkes det nu en dag for disse folk at bygge en raket, og nå ud i rummet, kan det jo være gør-det-selv-ånden på rumområdet når selv børnene. Hvis det skulle ske, bliver det ikke kun nytårsaften, man skal holde øje med vildfarne raketter!


__________

Noter:
Man kan læse mere om bøgerne på eudor.dk/raket, som også indeholder tegninger til diverse byg-selv-raketter, et brædtspil om Grødby man kan downloade, og meget andet. 

Ny tegneserie om rumfart for børn

Med Den grønne pige har tegneserieskaberne Frank Madsen og Sussi Bech skabt en temmelig usædvanlig tegneseriebog. Den omhandler noget så gammeldags, som et ‘raketbroderskab’.

Retro rumfart

Den grønne pige er første bind i en planlagt ti-bindsserie, med den overordnede titel ‘Gustav og

Forsiden til 1. bind i serien.

Raketbroderskabet’. Målgruppen er de 9-12-årige og første bind er en bemærkelsesværdig blanding af retro-takes på rumfart, humor og pædagogiske forsøg på at lære børn noget om teknik og rumfart.

Formmæssigt lægger bogen sig et sted mellem tegneserie og illustreret bog. Der er mindst en tegning pr. side og nogle gange flere. Konceptet fungerer godt og der er en fin rytme mellem fortælling og billeder gennem bogen. Det er i øvrigt ikke første gang, at Frank Madsen har været i rummet; tilbage i 1980erne tegnede og skrev han også historierne om ‘Jim Spaceborn’ for LEGO.

Månelanding på film

Handlingen i Den grønne pige udspiller sig i ‘Grødby’. Her er ‘raketbroderskabet’, der består af Simon (testpilot), Benjamin (mekaniker), og Magnus (chefforsker), og med Gustav i spidsen som præsident, ved at optage en film om en månelanding.

Filmen skal angiveligt indsendes til en konkurrence, som NASA har udskrevet. At dømme ud fra billederne i bogen, er det ikke den oprindelige, første bemandede Apollo-månelanding, der skal gengives. Snarere er det en fiktiv månelanding, børnene prøver at filme.

Action i Grødby

Og så går handlingen ellers igang. Børnene optager filmen i kælderen i en forladt villa, men snart opsøges huset af skummelt udseende personer, som åbenbart skal til at flytte ind. Med sig har de nogle uhyggelige ‘hunde’, som man dog udfra billederne i bogen snarere aner, er en form for robotter.

Et meteor laver et krater lidt uden for Grødby; en ny, mystisk (og meget køn!) pige ankommer til Gustavs klasse; politi og militær stimler sammen om meteoret; Gustav finder en lille, mærkelig sten, der synes at have særlige magisk-tekniske kræfter; og endelig viser der sig at være en forbindelse mellem de mystiske mænd, der er flyttet ind i villaen, og den nye pige i klassen – som viser sig at være, ja, du har gættet det: Grøn!

Pædagogik og raketter

Ind imellem sniges lidt faktuel viden om rumfart ind, som når læreren ’Dynamit-Jens’ i skolen underviser i, hvordan raketter undslipper tyngdekraften og desuden fortæller noget om det amerikanske Apollo-program.

I raketbroderskabet deler drengene også nogle tegninger, der viser hvordan man kan lave sine egne raketter, ved hjælp af f.eks. balloner, tændstikker, tøjklemmer og vandflasker. Til sidst i bogen er der lidt mere om rakettens historie, samt en illustration af, hvordan man kan lave en af de selvbyggede ‘raketter’.

Rumfart, teknik og liv på andre planeter

Man må gå ud fra at Den grønne pige, udover at være ment som underholdning, også er et forsøg på at tænde de 9-12-åriges interesse for videnskab, teknologi og rumfart.

Som der står i pressematerialet på forlaget Eudors hjemmeside, sætter serien ‘fokus på noget helt andet end fantasy og hvad der ellers har domineret markedet for børnebøger indtil nu! “Gustav og Raketbroderskabet” retter fokus mod seriøst drønspændende emner som rumfart, teknik og liv på andre planeter.’

På den måde set er det en tanke værd, at Bech og Madsen har valgt et ‘raketbroderskab’ som omdrejningspunkt for fortællingen. De første raketselskaber, som blev etableret for næsten hundrede år siden, brugte nemlig ikke blot tiden på at bygge raketter og fyre dem af. De spillede også en stor og vigtig rolle i promoveringen af rumfart som noget, der reelt kunne lade sig gøre.

Det første, tyske raketselskab

Et af verdens første raketselskaber blev etableret i Tyskland i 1929 under navnet Verein für Raumschiffarht. Gruppen talte medlemmer, som på forskellig vis fik enorm indflydelse på rumfartens popularitet og virkeliggørelse, så som f.eks. Hermann Oberth (1894-1989), Willi Ley (1906-1969) og sidst, men så langt fra mindst, den Wernher von Braun (1912-1977), som også nævnes i Den grønne pige.

Hvor Hermann Oberth senere af mange blev regnet som ‘rakettens far’ og Willi Ley fik stor indflydelse som  popularisator af rumfarten, blev von Braun bragt til USA af amerikanerne umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Her kom hans V2-raketter, der under krigen ellers var blevet brugt til at beskyde London med (og iøvrigt blev muliggjort af arbejdskraft hentet fra en koncentrationslejr med jøder), til at danne grundlaget for de Saturnraketter, som endte med at løfte de første mennesker til Månen.

Raketselskaberne vinder frem

Også i andre lande dukkede raketselskaberne op. I Frankrig blev Groupement Astronautique Francais etableret i 1947 og i Østrig Österreichische Gesellschaft für Weltraumforschung i 1949. Før Anden Verdenskrig havde der været små forløbere for disse to selskaber, men det var først efter 2. verdenskrig, at de blev nationale foretagender.

På amerikansk grund blev the American Interplanetary Society (senere American Rocket Society) grundlagt i 1930 og i 1933 kom det engelske British Interplanetary Society til verden. Også i sidstnævnte spillede en senere berømt person en væsentlig rolle: Den vel nærmest legendariske science fiction-forfatter Arthur C. Clarke (1917-2008).

Interplanetarisk propaganda

Stifteren af the British Interplanetary Society, Philip Ellaby Cleator (1908-1994), udtalte, at med etableringen af selskabet begyndte man at gøre England ‘interplanetarisk sindet’ – altså, påbegyndte det propaganda- og lobbyarbejde, som skulle gøre englænderne interesserede i, og positive overfor, ideen om interplanetarisk rumfart.

Fra begyndelsen af spillede mytologiseringen og fiktionaliseringen af rumfarten en væsentlig rolle ift. at omvende offentligheden til det nye, glade budskab. Det tyske raketselskab fik f.eks. vind i sejlene takket være Fritz Lang’s (1890-1976) tyske stumfilm Frau im Mond (1929), som både Oberth og Ley i øvrigt var videnskabelige rådgivere for. The British Interplanetary Society oplevede noget tilsvarende med filmatiseringen af H.G. Wells (1866-1946) roman Things to Come (1936).

Gå aldrig tilbage til en fuser?

Man kan spørge sig selv, hvor bevidst Bech og Madsen forholder sig til raketselskabernes historie i Den grønne pige, og om de forestiller sig, at ‘Gustav og Raketbroderskabet’ på lignende vis skal have en positiv effekt på offentlighedens indstilling til rumfart?

Eller måske skal man nærmere se seriens rødder i 1950erne og 1960ernes amerikanske og britiske rumfilmsserier for børn – så som Flash Gordon, Buck Rogers og Tom Corbett – som også resulterede i en del ‘rumklubber’ for børn.

Men i begge tilfælde døde den rolle, som fænomenerne hver i sær spillede, relativt hurtigt ud. Da raketselskaberne efter 2. verdenskrig genoptog deres arbejde, varede det ikke længe, før rumfarten blev nationaliseret og institutionaliseret. Herved forlod raketselskabernes karismatiske skikkelser mere eller offentligheden søgelys, og selskaberne selv forsvandt (the British Interplanetary Society findes dog endnu).

Ligeledes døde begejstringen i 1950erne og 1960erne, som krystalliserede sig omkring populære rum-tv-serier før børn, hurtigt ud, da man først i virkeligheden var landet på Månen og den viste sig ikke at være videre spændende.

Danmark og det ‘interplanetariske sind’

På den måde set er det formodentligt tvivlsomt, om ‘Gustav og Raketbroderskabet’ formår at antænde børns begejstring for rumfart i videre omfang, endsige om den gør, at de vil etablere deres egne ‘raketbroderskabet’.

Men man skal aldrig sige aldrig. Taget i betragtning hvilken interesse og begejstring Copenhagen Suborbitals har formået at vække i den danske offentlighed, er der måske stadig plads til retro-raketselskaber og byg-selv-raketter.

Rummet på nettet og i skolen

Serien, hvoraf første bind altså udkommer i morgen, kommer til at have en hjemmeside på www.eudor.dk/raket, hvor der bla. kommer til at være spil, tegneopgaver og klubmateriale. Måske har serien faktisk et vist undervisningspotentiale og kunne anvendes i visse tværfaglige forløb i folkeskolen (især i en evt. 2. udgave, hvor de lidt rigelige slåfejl er luget ud!).

Personligt er jeg spændt på, hvordan de næste ni bind vil gribe emnerne ‘rumfart’ og ‘liv på andre planeter’ an. Det er vel tænkeligt at serien vil bevæge sig frem i tiden, fra Apollo-programmet og til de mange mærkværdige tiltag, som findes i den private rumsektor i øjeblikket. Her på astrokulturbloggen vil vi i hvert fald følge nøje med!

______________________________________________

Noter:
Alle oplysninger om de første raketselskaber er hentet i Alexander CT Gepperts artikel ‘Space Personae: Cosmopolitan Networks of Peripheral Knowledge, 1927–1957', i: Journal of Modern European History 6.2 (2008), 262–86.

Om 1950ernes og 1960ernes rumserier og børneklubber kan man læse nærmere i Cynthia J. Miller og A. Bowdoin Van Riper (eds.), 1950s “Rocketman” TV Series and Their Fans: Cadets, Rangers, and Junior Space Men, Basingstoke: Palgrave Macmillan, 2012.

Dette indlæg blev bragt første gang på videnskab.dk d. 11.9.2014.

Consider Iain M. Banks

Den skotske forfatter Iain (M.) Banks kundgjorde d. 3. april 2013 på sin hjemmeside, at han havde kræft i galdeblæren, leveren og adskillige lymfeknuder. Allerede d. 9. juni samme år døde han. Det var en sorgens dag for litteraturen og måske især for science fiction-genren.

Kosmisk håndkantslag

Læseren må have mig undskyldt at jeg træder ud af karakter som forholdsvist nøgternt registrerende skribent og ind i rollen som klagekorsdirigent – men med Banks (f. 1954) har jeg noget i klemme. Siden mine tidlige tyvere fulgte jeg ham og den første af hans bøger jeg læste, var science fiction-romanen Spilleren (The Player of Games, 1988). Den var en håndkantslag lige ned midt gennem hjernen og ud i universet. Heady stuff.

Banks på Edinburgh International
Book Festival i 2009 (Wikipedia).

Siden læste jeg mainstream-romanen Hvepsefabrikken (The Wasp Factory, 1984), som indkapslede et barneunivers så genialt og nøgternt, som næppe en dråbe harpiks om en myg kunne have gjort den kunsten efter. Og efter den, hele sci-fi-striben af Culture-romaner (fra sf-debut-braget Consider Phlebas (1987), til Surface Detail (2010) –  The Hydrogen Sonata fra 2012 har jeg endnu til gode – samt de enkeltstående sci-fi-romaner uden for Culture-universet, med et par af mainstreambøgerne smidt ind for good measure (Espedair Street (1987); Whit, or, Isis amongst the unsaved (1995); The Business (1999); Transition (2009)).

Men hvad er – var – det med Banks?

Elektrisk stimulans

Han kunne skrive, så man blev magisk kildret i hjertekulen, elektrisk stimuleret i hjerneregionen – og så man lå flad af grin på divanen, mens fotonerne pisker ind ad vinduerne i kosmisk samdrægtighed. Han havde rock’n’roll i sit sprog. Han kunne skrive gedigent gribende mainstreamromaner, med et dybdeborende gotisk twist – og så kunne han skrive hatten ned om ørerne på samtidens sci-fi. At der også altid var en tilpas mængde stoffer og sex og vold leveret på en for én gangs skyld smagfuld måde, ja, det gjorde da heller ikke noget.

Meget litteratur læser man fordi det er interessant, kan lære en noget, siger noget om en tid eller et tema. Banks læste jeg fordi jeg følte mig talt direkte til, uden de store dikkedarer. Og hvis de var der, var det sjove dikkedarer, kan man sige. Altid rasende intelligent, altid super sexet, altid hyper opfindsomt, altid dystert realistisk. Og hvem kan stå for det? Jeg kom til at føle mig generations-forbundet med ham – selvom han var tyve år ældre.

Humanoidt utopia

Banks skrev under to forskellige, omend uhyre lidt forskellige, navne. Iain Banks var hans mainstream-litterære navn og Iain M. Banks blev så hans science fiction-forfatternavn, som han altså bl.a. skrev sine berømmede Culture-bøger under. “The Culture” – en super-avanceret fremtidscivilisation af humanoider; ikke homo sapiens, men dog meget tæt på (i en af Culture-bøgerne, jeg husker ikke hvilken, siger Banks at den humanoide form er et naturligt kosmisk svar på evolutionens problematik fra universets side).

Et utopia styret af the Minds, superintelligente rumskibe (hvis absurd morsomme navne er en saga for sig!), hvor energiproblemet er løst, hvor alle har genmanipulerede og forstærkede superkroppe og lever mindst 500 år; nærmest kommunistisk i sin idealistiske ligelige fordeling af alle økonomiske, materielle og teknologiske goder til alle indvånere, og dermed også talerør for Banks egne venstreorienterede holdninger.

Det lyder ikke som om der kan foregå de helt store, spændende ting i dette univers, vel? Men det gør der, for der er intriger, krige med andre civilisationer og først og fremmest the Cultures sektion for kontakt og dens møder med ikke-Culture-samfund. Det er her det brænder på og det narrative spændingsfelt i Culture-romanerne knitrer: forholdet mellem den paradisiske utopis potentielle sterilitet og de “faldne” verdeners frodige og forfærdelige primitivitet. Ren Star Trek, men i dén grad ført up to date.

Det nyeste nye

Måske bliver dette inspirerende brydningspunkt intet sted så tydeligt, som i novellen “The State of

Forsiden til The State of the Art.

the Art” fra novellesamlingen af samme navn (1991), hvor the Culture er nået frem til Jorden. Her demonstrerer Banks “the state of the art” inden for science fiction-genren – og får mulighed for at diskutere Jordens status i en større kosmisk sammenhæng. Og således skærer Banks ind til benet af genren, nemlig den filosofiske, til tider ligefrem religiøse, diskussion af hvilken rolle mennesket skal have i den fremtid, som teknologien synes at give os mulighed for at stræbe efter.

Banks var ateist og ofte, både i sine bøger og i interviews, stærkt kritisk over for religion. Samtidig er der næppe noget sted i hans produktion, som så smukt demonstrerer sci-fi-genrens gæld til den judæisk-kristne apokalypse. Læseren bliver nemlig gennem historien bragt op til den privilegerede overbliks-position over Jorden, hvorfra fortid og fremtid kan overskues, hvor den endelige dom finder sted (eller som her: forhales) og hvorfra guddommelig – læs: superavanceret teknologisk indgriben – er mulig. Og hvorfra de retfærdige kan skelnes fra synderne.

Poetisk retfærdighed

Temaet for novellen er, hvad the Culture skal stille op med planeten Jorden, og den håbløse, løbske, sadistiske og selvdestruktive mesterrace, menneskeheden, som bebor den. Skal de give sig til kende og lempe Jorden ind i det galaktiske samfund? Skal de vente og sprænge atommissilerne på deres vej mod målet i sidste øjeblik og således tvinge menneskeheden ind i den kosmiske fold? Eller lade os udleve vores skæbne på egne præmisser, som et kosmisk kontrolforsøg? Skibets Mind holder på det sidste, og novellens hovedperson, Diziet Sma, på det første. Og selvfølgelig er det skibet, der får det sidste ord, som den Olympens øverste gud, som det er.

Vi følger Smas overvejelser og parallelt med hende Dervley Linter, en kontakt-agent der vælger at hoppe af til Jorden. Som englen i Wim Wenders Himlen over Berlin (1987) vælger Linter at lade sig berøve de fleste kropslige forstærkninger og falde ned til den menneskelige eksistens’ sørgelige forfatning. Han er blevet håbløst forelsket i Jordens frygtelige og frodige paradoksalitet, hvor ondskab og kærlighed findes side om side i hvert enkelt øjeblik. Til sidste vælger han ligefrem at blive katolik, lige inden den poetiske refærdighed træder i kraft og han bliver dræbt under et røverisk overfald i en baggyde i New York. Uden skibets indgriben, som han har frabedt sig.

Postmoderne mytterist

Novellens tredje centrale skikkelse er Li, der er et grotesk-humoristisk spejlbillede af Linter. Li er en liderlig opportunist, som, når han ikke prøver at komme i bukserne på Sma, er travlt optaget af at prøve at overtage magten på skibet fra the Mind (en halsløs gerning, som alle ved er en joke) og dermed også få autoriteten til at beslutte, hvad der skal gøres med Jorden.

Li har et stykke tid hygget sig med at gå iklædt Kaptajn Kirks Star Trek-uniform, men da han inviterer alle rumskibets besætningsmedlemmer til en fantastisk middag, er han iført en rumdragt á la Rumrejsen 2001, med Flash Gordon-lyn henover brystet, Spock-agtig grøn hud og spidse ører (også fra Star Trek), og svingende et Star Wars lyssværd (et ægte lyssværd, fremstillet af skibet).

Sidste del af middagen er en pikant dessert bestående af kunstigt kød dyrket på celler fra et passende udvalg af Jordens diktatorer. Og så præsenterer Li sin enkle og elegante løsning, nemlig at sende et lille sort hul ind i midten af Jorden, som ganske enkelt vil opsluge kloden, samtidig med at balancen i solsystemet vil forblive så godt som uforstyrret. Total destruktion, end of story. Men ingen tager ham selvfølgelig alvorligt og da slet ikke skibet, som ingenlunde har tænkt sig at overgive kommandoen til denne postmoderne mytterist.

Kosmisk kontroleksperiment

Hverken Sma eller Li får altså deres vilje. Jorden henlægges som en form for kontroleksperiment for the Cultures kontakt-sektion, for måske mange tusind år ude i fremtiden at blive opsøgt og vurderet igen. Og det er vel historiens morale: At valget er vores. Vi kan vælge at blive de retfærdige og påbegynde udviklingen mod at blive som the Culture. Eller vi kan løbe linen ud, som de syndere vi allerede er og udslette hinanden, ødelægge alle økologiske nicher og dræbe alle dyr.

I sin grundform på ingen måde en nyskabende historie. Men fortalt med det sproglige drive, og den humor og opfindsomhed, hvori Banks originalitet og talent ligger – og som for længst har sikret ham en tindrende plads på science fiction-genrens himmelbue.

________________

Noter:

Litteratur:
Iain M. Banks (1993 [1991]), "The State of the Art" i The State of the Art, London: Orbit.

Kreuziger, Frederich A. (1986), The Religion of Science Fiction, Ohio: Bowling Green State University Popular Press.

BBC 4 har i øvrigt lavet en rigtig god adaption af Banks "The State of the Art", se http://www.bbc.co.uk/programmes/b00hv1dz.
Illustration: "Aristarchos" af Les Edwards, brugt som forside til Banks' The State of the Art.

Bemærk: Dette blogindlæg er en let redigeret udgave af et næsten identisk indlæg, som første gang blev bragt på astrokulturbloggen på videnskab.dk d. 17. april 2013. 

De tusinde fuck-ups filmatisering

En af filmplakaterne for Valerian.

Filmatiseringen af tegneserien Linda og Valentin - Valerian and the City of a Thousand Planets, der netop har haft premiere - er det måske hidtil værste makværk, som den franske instruktør Luc Besson har præsteret. Og det er en slem skuffelse, når man betænker det unikke forlæg for filmen.

Europæisk science fiction
Tegneserierne om Linda og Valentin (på fransk: Valérian) var - og er - et vigtigt europæisk bud på en virkeligt original science fiction-vision. De første striber så dagens lys i 1967 på fransk, men det var først med Carlsens albumudgivelser fra 1975 og frem, at serien for alvor slog igennem i Danmark.

Hvis man, som jeg, var barn i 1970erne, læste tegneserier, og havde hang til eventyrlige fortællinger, vil man vide, hvilken kraft der var i fortællingerne om Linda og Valentin. Men det var dog ikke kun i 70er-børns fantasi, at serien fyldte - den kom også til at påvirke en af de største og mest mægtige rummyter gennem tiden.

Frigjort kvindesyn
Serien skal nemlig have påvirket Star Wars-filmene visuelt, og måske også den første Alien-film. Men det var i sit udgangspunkt en meget europæisk vision af rummet, som Linda og Valentin bragte på bane. Og så var den præget af det værdisæt, som voksede frem på den progressive venstrefløj.

Blandt andet var samspillet mellem hovedpersonerne i høj grad præget af et frigjort, ja, feministisk kvindesyn. For selvom Linda så afgjort er fotomodellækker, er hun også den, som i både det professionelle og personlige forhold til Valentin har støvlerne på, og bestemmer hvor skabet skal stå.

Ikke sjældent er det Valentin som er den vattede og autoritetstro, og Linda som er den, der handler resolut, og i øvrigt anser Valentin for lidt af en sinke.

Oprør mod teknokratiet
På den ene side er Linda og Valentin, som så meget anden science fiction, fetischistisk optaget af fremtidens teknologiske muligheder. Deres rumskib er sejt, deres våben mægtige, og deres beherskelse af tid og rum suveræn. Men samtidig fylder de mange verdners flora og fauna - og kultur - enormt meget i de fleste album.

Linda og Valentin er agenter for Galaxity, en fremtidig jordisk superteknokratisk civilisation, og har til opgave at springe i rum og tid, for at løse diverse opgaver - og sikre den rette fremtid for Jorden. Men ofte er Linda kritisk overfor Galaxitys ikke så sjældent kyniske agenda, og prøver at påvirke tingene i en mere "blød" retning.

Gennemført idioti
Luc Bessons filmatisering af Linda og Valentin skulle bygge på to album i serien, De tusinde planeters imperium og Skyggernes ambassadør. Det er dog, såvidt jeg kan se, i det store og hele plottet fra Skyggerne ambassadør, som udgør en slags springbræt for filmen.

For mere er det ikke end et springbræt. Og det utrolige er, at Besson formår at tage stort set hver eneste originale ide eller hændelse, og gøre den banal og uinteressant. Samtidig med, at han i samme digitale pennestrøg fjerner alt, hvad der er charmerende, progressivt og nytænkende i de oprindelige tegneserier.

Hvor dynamikken i de oprindelige tegneserier mellem Linda og Valentin er sjov og kønsrolle-kreativ, så er Valentin i filmen blevet forvandlet til fuldstændigt forudsigelig actionhelt, og Linda er ikke - bortset fra lidt postuleret edge - stort mere end ungt kød på dåse.

De oprindelige album

Forsiden til den danske udgave af De tusinde 

planeters imperium.

I filmen er Valentin på jagt efter Linda, som er forsvundet, og kommer i sin søgen ind på et bordel, hvor et amøbisk formskiftervæsen, der har forvandlet sig til Rihanna, udfører det mest hysteriske poledancingshow for ham. Dette er i tegneserien lige omvendt; her er det Linda der søger efter Valentin, og hende der møder de formskiftende amøber i form af en lille flok gude-lækre mandlige oldgrækere. Men dette har åbenbart været for underligt for Besson, som - måske i et forsøg på at sikre sig publikums interesse - foretrak et stripshow med en popstjerne.

Og hvor de mange forskellige ikke-jordiske væsener i tegneserierne fascinerer ved deres mangfoldighed og underholder med et satirisk twist, er to at de vigtigste racer i filmen forvandlet til enten latterligt karikerede New Age-elvere, eller groteske genopførelser af svundne tiders portrættering af afrikanere.

Forsiden til den danske udgave af Skyggernes 

ambassadør

Ud over dette er der, tilsyneladende på må og få, rykket rundt på vinkler og aktører i forhold til den oprindelige historie - og dét på en måde, som ingen mening giver. For rent faktisk besidder hvert af de to album virkeligt gode historier, troværdige miljøer og interessante plots, som det er ubegribeligt, at Besson har formået så konsekvens at fucke up. Ja, man kunne måske sige, at det er det eneste, der egentlig imponerer ved filmen: Den konsekvens hvormed den fuldstændigt udraderer sit forlæg.

70er-retromesterværket vi ikke fik
Nej, hvad Besson burde have gjort - og hvad der måske engang er en virkeligt original filmskaber, der gør - var at følge de oprindelige tegneserier ganske minutiøst. Og så have spillet på netop det retro-70er-univers, som tegneserierne jo er rundet af.

I stedet for de dårlige pophits, og den egentlig ikke så dårlige instrumentalmusik, der er komponeret til filmen, skulle Besson have trukket på space jazz (tænk på Sun Ras optræden i et af de første Linda og Valentin-album, Storbyen der druknede!), 70er-funky pornodisco, samt det enorme arsenal af retro-rumlyde, som man kan trække på helt tilbage til 1950erne.

Dernæst burde han have dæmpet den hysterisk-digitale farvepalet betydeligt, og igen måske trukket på den 70er-æstetik, som gennemsyrer tegneserierne. Og endelig skulle han have opretholdt den balance, som findes i tegneserierne, mellem humor, satire, alvor, uhygge og spraglet, kosmisk craziness.

Havde Besson gjort det, tror jeg - paradoksalt nok - at filmen ville have fremstået langt mere aktuel og interessant, end det endte med at være tilfældet. Og jeg tror, at man alligevel ville have set, hvor fremsynet serien var.

De astrokulturelle rester
Ja, man kan jo altid kloge sig på, hvad andre burde have gjort. Og egentlig ligger det langt fra denne blogs formål, at komme med smagsdomme over de astrokulturelle artefakter, vi her graver frem.

Så lad det da til sidst være sagt, at uanset de narrative og æstetiske valg, som Besson har foretaget med sin filmatisering, og som fuldstændigt korrumperer det oprindelige forlæg, udgør filmen et interessant kildemateriale. Om ikke andet fordi den altså gør et slags forsøg på, at videreføre og udbrede kendskabet til det europæiske rummytos, som Linda og Valentin udgør.

At det så mislykkes totalt, ja, det er strengt taget en anden sag - omend det nok ikke ligefrem har befordret udbredelsen af kendskabet til Linda og Valentin.
______________________

Noter
Udover flittig læsning af de oprindelige Linda og Valentin-album, støtter denne blogpost sig i høj grad til det danske ComicWiki-opslag om Linda og Valentin.

Bessons filmatisering af Linda og Valentin er i øvrigt ikke den første; i 2007 producerede den franske Canal+ en animeret manga-inspireret udgave af serien, der endte med 40 afsnit. Den hedder Time Jam: Valerian & Laureline.

Skaberne af Linda og Valentin, Pierre Christin og Jean-Claude Mézières, er for øvrigt forlængst ophørt med at tegne serien, og har foreløbigt givet stafetten videre til Manu Larcenet, som på fransk udgav L'Armure Jarkolass (da. Jarkolassens rustning) i 2011. Stilistisk og indholdsmæssigt fører dette serien i en meget anderledes retning.