Hvad er fakta og hvad er paranoia, ønsketænkning og fup? Det er spørgsmål, som det er svært at få hold på, når man bevæger sig ind på UFO/UAP-området. I det følgende har jeg ikke så meget mine religionsvidenskabelige briller på, som jeg bruger min sunde fornuft til at se nærmere på Bob Lazar, som spiller en prominent rolle i UFO-mytologien.
Lavinen begynder at rulle
I 2017 kom artiklen “Glowing Auras and ‘Black Money’: The Pentagon’s Mysterious U.F.O Program” i New York Times, skrevet af Helene Cooper, Ralph Blumenthal og Leslie Kean. Denne artikel satte gang i, hvad man måske kan kalde en form for paradigmeskifte ift. UFO’er, som nu er blevet noget helt almindelige mainstreammedier behandler seriøst.
Godt et år efter kom Jeremy Corbells film Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers (2018). Filmen lå en årgang på Netflix og har også spillet en væsentlig rolle ift. at sætte UFOerne på det mentale landkort –f.eks. ved at inspirere Frederik Dirks Gottlieb til at lave DR-podcasten Flyvende tallerken.
Bob Lazar og de flyvende tallerkner
Bob Lazar stod første gang frem i 1989 (under dæknavnet ”Dennis”) med en historie om, at have arbejdet på en ud af ni eksisterende flyvende tallerkner på den hemmelige base ”S4” nær Area 51 ikke langt fra Roswell i New Mexico. De flyvende tallerkner var af udenjordisk oprindelse, og Lazar kom til at arbejde med fremdriftssystemet på en af UFOerne (som han kaldte ”sportsmodellen”).
 |
| Bob Lazar |
Opgaven var at ”reverse-engineer” (på dansk noget i retning af “omvendt konstruktion”) fremdriftssystemet – altså, ved at studere systemet blive i stand til at bygge det selv. “Motoren” var et anti-tyngdekraftsmaskine, der fik energi via en antistof-drevet nuklear enhed, der skulle køre på grundstof 115 – et grundstof man faktisk senere har fremstillet her på jorden (og nu er at finde i det periodiske system) men ikke i den stabile form, som Lazar skulle have arbejdet med.
UFO-vidners troværdighed
Det var en Las Vega-baserede tv-journalist George Knapp, som bragte Lazars historie, som gik verden over. Siden har George Knapp blevet ved at stå ved sin kildes troværdighed – på trods af manglen på konkrete beviser og det faktum, at Lazar er blevet beskyldt for at være fupmager. En ting er hans påstande om arbejdet med udenjordisk teknologi, som i sig selv selvfølgelig kan siges at være temmelig vilde – men der er også andre problemer, så som at der er en del ikke-verificerbare huller i hans historier om uddannelsesbaggrund.
Nu er det jo ikke fordi at hele UFO-spørgsmålet afhænger af en person som Bob Lazar. Men når man betænker den opmærksom, som Corbells film har givet ham – og at indflydelsesrige og populære podcasts som The Joe Rogan Experience og Flyvende tallerken på DR tager ham seriøst – er han alligevel interessant at kigge nærmere på.
Corbells film gør et stort og meget effektivt arbejde for, at gøre Bob Lazar til en troværdig person. Og det er jo indlysende at troværdighed er et begreb, som ofte er i spil på et område med så svært verificérbare påstande, som på UFO-området. Og det er præcis begrebet ”troværdighed” jeg vil se nærmere på ifm. med Lazar.
Når man – som jeg – har set en god portion ”dokumentar”-film på UFO-området og hørt diverse podcasts, er der et par typiske udsagn, som sætter sig fast på trovædighedsområdet. Nemlig at det taler for folks troværdighed, at de
- fortæller deres historie på en enslydende og konsistent måde over mange år
- ikke har nogen økonomiske interesser i at promovere deres historie
- egentlig slet ikke ønsker at få den opmærksomhed, som de gør
Konsistens på tværs af tid
Vedrørende det første punkt, så tyder forskning på, at folk der lyver faktisk er ligeså konsistente i deres historier over tid, og faktisk ofte mere, end folk der fortæller sandheden. Det betyder at Bob Lazars evne til at fortælle sin historie på samme måde og med samme indhold over tid – som fx i Corbells film fremhæves som bevis for hans troværdighed – ikke nødvendigvis er tegn på, at historien er sand.Jeg har da også meget svært ved at forestille mig, at en intelligent og viljefast person med en god hukommelse ikke skulle være i stand til at finde på en historie, og så fortælle den relativt ens hver gang over mange år. Det er selvfølgelig givet, at en historie, som hver gang bliver genfortalt på helt nye måder, med nye eller helt åbentlyst selvmodsigende begivenheder, vil virke utroværdig. Men ikke desto mindre øger konsistens over tid altså ikke Lazars troværdighed.
Økonomiske interesser
Vedrørende det andet punkt ovenfor, bliver det i det over to timer lange interview Joe Rogan lavede med Jeremy Corbell og Bob Lazar fremhævet, at Lazar ikke har nogen økonomisk interesse i at sprede sin historie. Men det er ikke helt korrekt. Om det vitterligt er sandt, at han ikke har modtaget betaling for være hovedperson i Corbells film og fx selv betalte sine flybiletter ifm. med Rogans interview, som det bliver sagt i Rogans podcast, ved jeg ikke. Men at Lazar slet ingen økonomiske interesser skulle have i promoveringen af sin historie, er et statement med modifikationer.
 |
| Bob Lazar tegner sin UFO - tager fra "Area 51"-siden. |
Det eneste man behøver at gøre, er at finde hjemmesiden for Lazars firma United Nuclear frem. Her er en side dedikeret til “Area 51”, hvor man kan købe diverse artefakter relateret til Area 51 (og altså ikke “S4”, hvor Lazar påstår han egentlig arbejdede). Der er skilte, t-shirts og kopper og plakater for Corbells film om Lazar. Og så kan man købe håndsignerede tryk at Lazars tegninger af den flyvende tallerken han påstår at have arbejdet på. Desuden har Lazar for nylig udgivet sin selvbiografi, Dreamland.
Med mindre Lazar altså ligefrem skulle donere de penge, der kommer ind på disse genstande og bogen, til andre end sig selv, så er det simpelthen ikke korrekt at sige, at Lazar ikke har økonomisk interesse i sin egen historie. Og hvis det nu fx var tilfældet, at han donerede pengene til godgørende formål – mon så ikke det ville stå på hjemmesiden?
Den ufrivillige profet
Endelig er der det tredje punkt, som skal bevise UFO-vidners sanddruelighed, nemlig at de slet ikke ønsker den opmærksomhed, som deres historie giver dem. I Joe Rogans podcast bedyrer Lazar at han hader at være i offentlighedens søgelys og i Corbells film fremstilles han som en nærmest modvillig deltager i dokumentaren. Men ret beset er det jo næsten lidt morsomt, at man kan falde for dette statement – når det fremføres i en film, som ryger på Netflix, eller i en podcast med et hav af lyttere.
Hvis Lazar virkelig ikke brød sig om opmærksomhed ville han selvfølgelig ikke være gået med til at optræde i Corbells film eller Rogan’s podcast. Eller udgive en bog om sine historier. Man kunne måske til nøds købe historien om, at det er for at fortælle verdens befolkning sandheden om, at en amerikansk magtelite er i besiddelse af flyvende tallerkner af udenjordisk herkomst, som er blevet holdt skjult.
Men det forklarer vel ikke ligefrem nødvendigheden af at sælge håndsignerede tegninger af UFOer eller kaffekopper med flyvende tallerkner. Historien om den modvillige profet og selvopofrende kosmiske whistleblower er smuk, og kan måske virke overbevisende når man først lige møder den. Men det er ikke andet end en påstand.
Sund skepsis
Corbell kan på nok så mange måder tegne et portræt af en Lazar som hyggeligt hjemmemenneske, der har en kone der tror på det han siger, har kolleger der tror på ham, venner der tror på ham (som George Knapp siger i filmen: Jo nærmere folk kommer på Lazar, jo mere tror de på ham). Men at Lazar muligvis er en hyggelig fætter og at hans nærmeste tror på ham, er altså ikke noget bevis for at det han fortæller er sandt.
Det er lidt ligesom med de indirekte beviser for Lazars videnskabelige kunnen: Uanset hvor mange gange vi i Corbells film skal se ham køre på selvbyggede raketcykler, eller se ham lave fyrværkeri eller nusse med letvægtsmetal i sit firma – så er det altså ikke noget der beviser, at han faktisk var i stand til at foretage videnskabeligt arbejde ifm. fx partikelacceleratoren på Los Alamos.
I tider hvor den tidligere leder af AATIP-programmet i Pentagon, Luis Elizondo, påstår af det amerikanske militær er i besiddelse af ”eksotisk materiale” (altså materiale af udenjordisk oprindelse må man formode) skal man måske passe på helt uden videre at rubricere udmeldinger som Bob Lazars som det rene fup. Men set ud fra en kritisk betragtning bygger rehabiliteringen af Lazar i mine øjne på et alt for spinkelt grundlag, som mere er af retorisk og æstetisk art, end det består af egentlige beviser. Derfor mener jeg, at man bør bevare en sund portion skepsis overfor Lazars historie.
