De tusinde fuck-ups filmatisering

En af filmplakaterne for Valerian.

Filmatiseringen af tegneserien Linda og Valentin - Valerian and the City of a Thousand Planets, der netop har haft premiere - er det måske hidtil værste makværk, som den franske instruktør Luc Besson har præsteret. Og det er en slem skuffelse, når man betænker det unikke forlæg for filmen.

Europæisk science fiction
Tegneserierne om Linda og Valentin (på fransk: Valérian) var - og er - et vigtigt europæisk bud på en virkeligt original science fiction-vision. De første striber så dagens lys i 1967 på fransk, men det var først med Carlsens albumudgivelser fra 1975 og frem, at serien for alvor slog igennem i Danmark.

Hvis man, som jeg, var barn i 1970erne, læste tegneserier, og havde hang til eventyrlige fortællinger, vil man vide, hvilken kraft der var i fortællingerne om Linda og Valentin. Men det var dog ikke kun i 70er-børns fantasi, at serien fyldte - den kom også til at påvirke en af de største og mest mægtige rummyter gennem tiden.

Frigjort kvindesyn
Serien skal nemlig have påvirket Star Wars-filmene visuelt, og måske også den første Alien-film. Men det var i sit udgangspunkt en meget europæisk vision af rummet, som Linda og Valentin bragte på bane. Og så var den præget af det værdisæt, som voksede frem på den progressive venstrefløj.

Blandt andet var samspillet mellem hovedpersonerne i høj grad præget af et frigjort, ja, feministisk kvindesyn. For selvom Linda så afgjort er fotomodellækker, er hun også den, som i både det professionelle og personlige forhold til Valentin har støvlerne på, og bestemmer hvor skabet skal stå.

Ikke sjældent er det Valentin som er den vattede og autoritetstro, og Linda som er den, der handler resolut, og i øvrigt anser Valentin for lidt af en sinke.

Oprør mod teknokratiet
På den ene side er Linda og Valentin, som så meget anden science fiction, fetischistisk optaget af fremtidens teknologiske muligheder. Deres rumskib er sejt, deres våben mægtige, og deres beherskelse af tid og rum suveræn. Men samtidig fylder de mange verdners flora og fauna - og kultur - enormt meget i de fleste album.

Linda og Valentin er agenter for Galaxity, en fremtidig jordisk superteknokratisk civilisation, og har til opgave at springe i rum og tid, for at løse diverse opgaver - og sikre den rette fremtid for Jorden. Men ofte er Linda kritisk overfor Galaxitys ikke så sjældent kyniske agenda, og prøver at påvirke tingene i en mere "blød" retning.

Gennemført idioti
Luc Bessons filmatisering af Linda og Valentin skulle bygge på to album i serien, De tusinde planeters imperium og Skyggernes ambassadør. Det er dog, såvidt jeg kan se, i det store og hele plottet fra Skyggerne ambassadør, som udgør en slags springbræt for filmen.

For mere er det ikke end et springbræt. Og det utrolige er, at Besson formår at tage stort set hver eneste originale ide eller hændelse, og gøre den banal og uinteressant. Samtidig med, at han i samme digitale pennestrøg fjerner alt, hvad der er charmerende, progressivt og nytænkende i de oprindelige tegneserier.

Hvor dynamikken i de oprindelige tegneserier mellem Linda og Valentin er sjov og kønsrolle-kreativ, så er Valentin i filmen blevet forvandlet til fuldstændigt forudsigelig actionhelt, og Linda er ikke - bortset fra lidt postuleret edge - stort mere end ungt kød på dåse.

De oprindelige album

Forsiden til den danske udgave af De tusinde 

planeters imperium.

I filmen er Valentin på jagt efter Linda, som er forsvundet, og kommer i sin søgen ind på et bordel, hvor et amøbisk formskiftervæsen, der har forvandlet sig til Rihanna, udfører det mest hysteriske poledancingshow for ham. Dette er i tegneserien lige omvendt; her er det Linda der søger efter Valentin, og hende der møder de formskiftende amøber i form af en lille flok gude-lækre mandlige oldgrækere. Men dette har åbenbart været for underligt for Besson, som - måske i et forsøg på at sikre sig publikums interesse - foretrak et stripshow med en popstjerne.

Og hvor de mange forskellige ikke-jordiske væsener i tegneserierne fascinerer ved deres mangfoldighed og underholder med et satirisk twist, er to at de vigtigste racer i filmen forvandlet til enten latterligt karikerede New Age-elvere, eller groteske genopførelser af svundne tiders portrættering af afrikanere.

Forsiden til den danske udgave af Skyggernes 

ambassadør

Ud over dette er der, tilsyneladende på må og få, rykket rundt på vinkler og aktører i forhold til den oprindelige historie - og dét på en måde, som ingen mening giver. For rent faktisk besidder hvert af de to album virkeligt gode historier, troværdige miljøer og interessante plots, som det er ubegribeligt, at Besson har formået så konsekvens at fucke up. Ja, man kunne måske sige, at det er det eneste, der egentlig imponerer ved filmen: Den konsekvens hvormed den fuldstændigt udraderer sit forlæg.

70er-retromesterværket vi ikke fik
Nej, hvad Besson burde have gjort - og hvad der måske engang er en virkeligt original filmskaber, der gør - var at følge de oprindelige tegneserier ganske minutiøst. Og så have spillet på netop det retro-70er-univers, som tegneserierne jo er rundet af.

I stedet for de dårlige pophits, og den egentlig ikke så dårlige instrumentalmusik, der er komponeret til filmen, skulle Besson have trukket på space jazz (tænk på Sun Ras optræden i et af de første Linda og Valentin-album, Storbyen der druknede!), 70er-funky pornodisco, samt det enorme arsenal af retro-rumlyde, som man kan trække på helt tilbage til 1950erne.

Dernæst burde han have dæmpet den hysterisk-digitale farvepalet betydeligt, og igen måske trukket på den 70er-æstetik, som gennemsyrer tegneserierne. Og endelig skulle han have opretholdt den balance, som findes i tegneserierne, mellem humor, satire, alvor, uhygge og spraglet, kosmisk craziness.

Havde Besson gjort det, tror jeg - paradoksalt nok - at filmen ville have fremstået langt mere aktuel og interessant, end det endte med at være tilfældet. Og jeg tror, at man alligevel ville have set, hvor fremsynet serien var.

De astrokulturelle rester
Ja, man kan jo altid kloge sig på, hvad andre burde have gjort. Og egentlig ligger det langt fra denne blogs formål, at komme med smagsdomme over de astrokulturelle artefakter, vi her graver frem.

Så lad det da til sidst være sagt, at uanset de narrative og æstetiske valg, som Besson har foretaget med sin filmatisering, og som fuldstændigt korrumperer det oprindelige forlæg, udgør filmen et interessant kildemateriale. Om ikke andet fordi den altså gør et slags forsøg på, at videreføre og udbrede kendskabet til det europæiske rummytos, som Linda og Valentin udgør.

At det så mislykkes totalt, ja, det er strengt taget en anden sag - omend det nok ikke ligefrem har befordret udbredelsen af kendskabet til Linda og Valentin.
______________________

Noter
Udover flittig læsning af de oprindelige Linda og Valentin-album, støtter denne blogpost sig i høj grad til det danske ComicWiki-opslag om Linda og Valentin.

Bessons filmatisering af Linda og Valentin er i øvrigt ikke den første; i 2007 producerede den franske Canal+ en animeret manga-inspireret udgave af serien, der endte med 40 afsnit. Den hedder Time Jam: Valerian & Laureline.

Skaberne af Linda og Valentin, Pierre Christin og Jean-Claude Mézières, er for øvrigt forlængst ophørt med at tegne serien, og har foreløbigt givet stafetten videre til Manu Larcenet, som på fransk udgav L'Armure Jarkolass (da. Jarkolassens rustning) i 2011. Stilistisk og indholdsmæssigt fører dette serien i en meget anderledes retning.