Consider Iain M. Banks

Den skotske forfatter Iain (M.) Banks kundgjorde d. 3. april 2013 på sin hjemmeside, at han havde kræft i galdeblæren, leveren og adskillige lymfeknuder. Allerede d. 9. juni samme år døde han. Det var en sorgens dag for litteraturen og måske især for science fiction-genren.

Kosmisk håndkantslag

Læseren må have mig undskyldt at jeg træder ud af karakter som forholdsvist nøgternt registrerende skribent og ind i rollen som klagekorsdirigent – men med Banks (f. 1954) har jeg noget i klemme. Siden mine tidlige tyvere fulgte jeg ham og den første af hans bøger jeg læste, var science fiction-romanen Spilleren (The Player of Games, 1988). Den var en håndkantslag lige ned midt gennem hjernen og ud i universet. Heady stuff.

Banks på Edinburgh International
Book Festival i 2009 (Wikipedia).

Siden læste jeg mainstream-romanen Hvepsefabrikken (The Wasp Factory, 1984), som indkapslede et barneunivers så genialt og nøgternt, som næppe en dråbe harpiks om en myg kunne have gjort den kunsten efter. Og efter den, hele sci-fi-striben af Culture-romaner (fra sf-debut-braget Consider Phlebas (1987), til Surface Detail (2010) –  The Hydrogen Sonata fra 2012 har jeg endnu til gode – samt de enkeltstående sci-fi-romaner uden for Culture-universet, med et par af mainstreambøgerne smidt ind for good measure (Espedair Street (1987); Whit, or, Isis amongst the unsaved (1995); The Business (1999); Transition (2009)).

Men hvad er – var – det med Banks?

Elektrisk stimulans

Han kunne skrive, så man blev magisk kildret i hjertekulen, elektrisk stimuleret i hjerneregionen – og så man lå flad af grin på divanen, mens fotonerne pisker ind ad vinduerne i kosmisk samdrægtighed. Han havde rock’n’roll i sit sprog. Han kunne skrive gedigent gribende mainstreamromaner, med et dybdeborende gotisk twist – og så kunne han skrive hatten ned om ørerne på samtidens sci-fi. At der også altid var en tilpas mængde stoffer og sex og vold leveret på en for én gangs skyld smagfuld måde, ja, det gjorde da heller ikke noget.

Meget litteratur læser man fordi det er interessant, kan lære en noget, siger noget om en tid eller et tema. Banks læste jeg fordi jeg følte mig talt direkte til, uden de store dikkedarer. Og hvis de var der, var det sjove dikkedarer, kan man sige. Altid rasende intelligent, altid super sexet, altid hyper opfindsomt, altid dystert realistisk. Og hvem kan stå for det? Jeg kom til at føle mig generations-forbundet med ham – selvom han var tyve år ældre.

Humanoidt utopia

Banks skrev under to forskellige, omend uhyre lidt forskellige, navne. Iain Banks var hans mainstream-litterære navn og Iain M. Banks blev så hans science fiction-forfatternavn, som han altså bl.a. skrev sine berømmede Culture-bøger under. “The Culture” – en super-avanceret fremtidscivilisation af humanoider; ikke homo sapiens, men dog meget tæt på (i en af Culture-bøgerne, jeg husker ikke hvilken, siger Banks at den humanoide form er et naturligt kosmisk svar på evolutionens problematik fra universets side).

Et utopia styret af the Minds, superintelligente rumskibe (hvis absurd morsomme navne er en saga for sig!), hvor energiproblemet er løst, hvor alle har genmanipulerede og forstærkede superkroppe og lever mindst 500 år; nærmest kommunistisk i sin idealistiske ligelige fordeling af alle økonomiske, materielle og teknologiske goder til alle indvånere, og dermed også talerør for Banks egne venstreorienterede holdninger.

Det lyder ikke som om der kan foregå de helt store, spændende ting i dette univers, vel? Men det gør der, for der er intriger, krige med andre civilisationer og først og fremmest the Cultures sektion for kontakt og dens møder med ikke-Culture-samfund. Det er her det brænder på og det narrative spændingsfelt i Culture-romanerne knitrer: forholdet mellem den paradisiske utopis potentielle sterilitet og de “faldne” verdeners frodige og forfærdelige primitivitet. Ren Star Trek, men i dén grad ført up to date.

Det nyeste nye

Måske bliver dette inspirerende brydningspunkt intet sted så tydeligt, som i novellen “The State of

Forsiden til The State of the Art.

the Art” fra novellesamlingen af samme navn (1991), hvor the Culture er nået frem til Jorden. Her demonstrerer Banks “the state of the art” inden for science fiction-genren – og får mulighed for at diskutere Jordens status i en større kosmisk sammenhæng. Og således skærer Banks ind til benet af genren, nemlig den filosofiske, til tider ligefrem religiøse, diskussion af hvilken rolle mennesket skal have i den fremtid, som teknologien synes at give os mulighed for at stræbe efter.

Banks var ateist og ofte, både i sine bøger og i interviews, stærkt kritisk over for religion. Samtidig er der næppe noget sted i hans produktion, som så smukt demonstrerer sci-fi-genrens gæld til den judæisk-kristne apokalypse. Læseren bliver nemlig gennem historien bragt op til den privilegerede overbliks-position over Jorden, hvorfra fortid og fremtid kan overskues, hvor den endelige dom finder sted (eller som her: forhales) og hvorfra guddommelig – læs: superavanceret teknologisk indgriben – er mulig. Og hvorfra de retfærdige kan skelnes fra synderne.

Poetisk retfærdighed

Temaet for novellen er, hvad the Culture skal stille op med planeten Jorden, og den håbløse, løbske, sadistiske og selvdestruktive mesterrace, menneskeheden, som bebor den. Skal de give sig til kende og lempe Jorden ind i det galaktiske samfund? Skal de vente og sprænge atommissilerne på deres vej mod målet i sidste øjeblik og således tvinge menneskeheden ind i den kosmiske fold? Eller lade os udleve vores skæbne på egne præmisser, som et kosmisk kontrolforsøg? Skibets Mind holder på det sidste, og novellens hovedperson, Diziet Sma, på det første. Og selvfølgelig er det skibet, der får det sidste ord, som den Olympens øverste gud, som det er.

Vi følger Smas overvejelser og parallelt med hende Dervley Linter, en kontakt-agent der vælger at hoppe af til Jorden. Som englen i Wim Wenders Himlen over Berlin (1987) vælger Linter at lade sig berøve de fleste kropslige forstærkninger og falde ned til den menneskelige eksistens’ sørgelige forfatning. Han er blevet håbløst forelsket i Jordens frygtelige og frodige paradoksalitet, hvor ondskab og kærlighed findes side om side i hvert enkelt øjeblik. Til sidste vælger han ligefrem at blive katolik, lige inden den poetiske refærdighed træder i kraft og han bliver dræbt under et røverisk overfald i en baggyde i New York. Uden skibets indgriben, som han har frabedt sig.

Postmoderne mytterist

Novellens tredje centrale skikkelse er Li, der er et grotesk-humoristisk spejlbillede af Linter. Li er en liderlig opportunist, som, når han ikke prøver at komme i bukserne på Sma, er travlt optaget af at prøve at overtage magten på skibet fra the Mind (en halsløs gerning, som alle ved er en joke) og dermed også få autoriteten til at beslutte, hvad der skal gøres med Jorden.

Li har et stykke tid hygget sig med at gå iklædt Kaptajn Kirks Star Trek-uniform, men da han inviterer alle rumskibets besætningsmedlemmer til en fantastisk middag, er han iført en rumdragt á la Rumrejsen 2001, med Flash Gordon-lyn henover brystet, Spock-agtig grøn hud og spidse ører (også fra Star Trek), og svingende et Star Wars lyssværd (et ægte lyssværd, fremstillet af skibet).

Sidste del af middagen er en pikant dessert bestående af kunstigt kød dyrket på celler fra et passende udvalg af Jordens diktatorer. Og så præsenterer Li sin enkle og elegante løsning, nemlig at sende et lille sort hul ind i midten af Jorden, som ganske enkelt vil opsluge kloden, samtidig med at balancen i solsystemet vil forblive så godt som uforstyrret. Total destruktion, end of story. Men ingen tager ham selvfølgelig alvorligt og da slet ikke skibet, som ingenlunde har tænkt sig at overgive kommandoen til denne postmoderne mytterist.

Kosmisk kontroleksperiment

Hverken Sma eller Li får altså deres vilje. Jorden henlægges som en form for kontroleksperiment for the Cultures kontakt-sektion, for måske mange tusind år ude i fremtiden at blive opsøgt og vurderet igen. Og det er vel historiens morale: At valget er vores. Vi kan vælge at blive de retfærdige og påbegynde udviklingen mod at blive som the Culture. Eller vi kan løbe linen ud, som de syndere vi allerede er og udslette hinanden, ødelægge alle økologiske nicher og dræbe alle dyr.

I sin grundform på ingen måde en nyskabende historie. Men fortalt med det sproglige drive, og den humor og opfindsomhed, hvori Banks originalitet og talent ligger – og som for længst har sikret ham en tindrende plads på science fiction-genrens himmelbue.

________________

Noter:

Litteratur:
Iain M. Banks (1993 [1991]), "The State of the Art" i The State of the Art, London: Orbit.

Kreuziger, Frederich A. (1986), The Religion of Science Fiction, Ohio: Bowling Green State University Popular Press.

BBC 4 har i øvrigt lavet en rigtig god adaption af Banks "The State of the Art", se http://www.bbc.co.uk/programmes/b00hv1dz.
Illustration: "Aristarchos" af Les Edwards, brugt som forside til Banks' The State of the Art.

Bemærk: Dette blogindlæg er en let redigeret udgave af et næsten identisk indlæg, som første gang blev bragt på astrokulturbloggen på videnskab.dk d. 17. april 2013.